Udgivet i

Albert Sánchez Piñol, Spanien

Født i Barcelona, Spanien (1965)

Sánchez Piñol er antro­polog og forfatter, og som medlem af Centre d’Estudis Africans har hans arbejde bragt ham på hyppige rejser til en række afrikanske lande. I 2000 udgav han Pallassos i monstres, et satirisk essay om otte afrikanske diktatorer. Hans første roman, Kold hud, overraskede kritikerne med sin styrke og originalitet, den opnåede fremragende salgstal og blev oversat til mere end 30 sprog. Pandora i Congo blev også meget vel modtaget af både kritikere og publikum, og hans seneste roman, Victus, som fortæller om den spanske arvefølgekrig og sætter spørgsmålstegn ved de officielle versioner af denne episode i historien, har bestyrket Albert Sánchez Piñols forfatterskab som det mest internationale af de nutidige catalanske forfattere. Uhyret på Sankt Helena er hans tredje roman oversat til dansk.

Uhyret på Sankt Helena

Ingen har nogensinde været holdt indespærret i et så sikkert, så fjernt og så uindtageligt fængsel som det, Napoleon Bonaparte er forvist til efter nederlaget ved Waterloo. Verden er blevet træt af hans uendelige ambitioner og på hinanden følgende katastrofer og har besluttet at behandle ham som det, han virkelig er: alle tiders største geni, men styret af ondskab og magtbegær. Stedet er Sankt Helena, en ø tusinder af kilometer fra den nærmeste kyst, befængt med rotter og bevogtet af den britiske flåde.

I foråret 1819 drager tidens store forfatter François­René de Chateaubriand og hans elskerinde, markisen af Custine Delphine Sabran, ud på rejsen til Sankt Helena midt i det uendelige Atlanterhav. Markisen af Custine ønsker at sætte sin elskers kærlighed på prøve. Vil han, som det ses hos nogle af de berømte par i historien og litteraturen – heriblandt Marcus Antonius og Kleopatra, Romeo og Julie – være villig til at overvinde to enorme forhindringer: en stor afstand og en stor modstander? Markisen dokumenterer i sin dagbog deres møde med den kejser, der har skabt kaos i hele Europa. Og Chauteabriand og Delphine vil til deres rædsel opdage, at uhyrer kan have mange ansigter.

Læs om Uhyret på Sankt Helena

For videoer af vores forfattere klik her

Fotografía © Archivo particular