Slået op d.

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Annegrethe Reindal

Forfatteren er spansk og bogen foregår i Spanien fra omkring 60’erne og frem til årtusindskiftet ,vil jeg tro, men med tråde tilbage til den spanske borgerkrig. Hovedperson og stemme i bogen er Felipe Diaz Carrion, hvis liv begynder og slutter i en lille by, hvor hans slægt – far og farfar med samme navn – har levet og arbejdet. Vores Felipe er dog nødt til at forlade byen, da hans arbejdsplads – et lille trykkeri – må lukke pga den teknologiske udvikling. Hans kone presser på, for at de skal søge mod de større byer, hvor der er arbejde at få, og det affinder han sig med, og får arbejde på en stor fabrik. På mig virker han som en mand der står uden for tiden – han er fokuseret på jorden og landskabet – naturen og vejret er hans pejlemærker frem for samfund og politik. Vi møder ham, da han er flyttet tilbage til sin landsby efter 20 års fravær og han har flg. Refleksion: ”De ting der forbliver uforanderlige, er dem , der taler til os, og de gør det uden omsvøb. Noget andet er, om vi er i stand til at lytte”. Det var hans far, der udtrykte denne holdning, og faderen, – må han hvile i fred – bliver ofte citeret – som svar på de hændelser, han ikke synes, han har kontrol med. Med flytningen fulgte nemlig gradvis en afstand mellem ham og konen samt den ældste søn, der i teenage-årene blev del af en radikal politisk gruppering – og var delagtig i en bortførelse af en leder fra faderens arbejdsplads. Sønnen og konen behandler ham med foragt og hån pga hans apolitiske ståsted, og sønnen flytter hjemmefra uden at sige farvel (det antydes at ham må forlade Spanien pga politisk aktivitet). Felipe får , da fabrikken overtages af nye ejere, mulighed for at gå på førtidspension, og kan flyttet tilbage efter 20 år – men der er selvfølgelig også sket forandringer – de mennesker han kendte er blevet ældre – og har fået sværere ved at klare hverdagen – men naturen og turen ud til jordstykket er fortsat det samme. ”Var det mon så vanskeligt at lære at vælge det bedste af det nye og kassere det ringeste af det gamle i stedet for det modsatte”. Han har ikke kontakt til sin kone og den ældste søn, men den yngste søn kommer på besøg – for at fortælle ham, at den ældste søn har slået en mand ihjel som led i en terrorhandling. Det er en forfærdelig handling, som han næsten ikke kan rumme – og han må opsøge sønnen i fængslet for at se, om han angrer sin handling. Det gør han ikke, han udviser den samme hånlige foragt for faderen, som han har gjort siden han var teenager, og Felipe tager forstenet tilbage til landsbyen – på vejen fortæller han sin yngste søn, hvordan hans farfar blev dræbt af politiske grunde i borgerkrigen – og han ser en gentagelse af de politiske terrorhandlinger fra sin søn. Hjemme igen sidder han og gransker gamle fotografier af Juan – har lagt dem op i rækkefølge – for om muligt at kunne finde ud af, hvornår han blev en anden person-” Kan du se? Kan du se at det ikke er ham? Kan du se, at han på ingen måde har det samme blik?” Han er forælderen der føler sig skyldig i sønnens handling og søger at finde en årsag og et tidspunkt, hvor ændringen sker, og hvor han måske kunne/skulle have handlet. Her tænker jeg, at mange forældre vil kunne genkende oplevelsen af skyld, når deres børn på en eller anden måde er i vanskeligheder. Bogen er et stærkt indlæg i en debat om den enkeltes rettigheder overfor politiske ismer og floskler, og lægger vægt på, hvordan vi handler overfor hinanden fremfor  hvilke fraser vi kan sige.

Annegrethe Reindal

Gentofte biblioteks anmelderklub

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *