Udgivet i Skriv en kommentar

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Erling Mellerup

Det bedste ved denne bog er, at den kun er på 159 sider, for man keder sig fra start til slut. Handlingen er minimal: Fattig familie fra det midtspanske højland søger mod en storby i Nordspanien, hvor den ældste søn radikaliseres, bliver medlem af en baskisk terrorgruppe, deltager i kidnapning og begår et mord. Faderen tager afstand til sønnen og vice versa. Moderen udvikler en pseudobaskist identitet og tager også afstand til faderen, der til sidst vender alene tilbage den landsby de kom fra. Nu kan en bog jo sagtens være god selv om der ikke er meget handling, f.eks. ved at personerne i bogen bliver medlevende for læseren. Dette var imidlertid ikke tilfældet med Det blinde øje. Måske  på grund af kulturforskelle, måske blot bogens tema, men desværre blev jeg ikke på noget tidspunkt engageret i personerne. Det værste ved bogen dog selve sproget, fordi der utallige gange optræder afsnit som dette:

– og at hvis det var sandt, at demarkationslinien mellem nogle handlinger og andre måske sommetider, nærmere end kompleks glidende, var flygtig, og at den nogle gange forekom at være et sted og andre et andet og ofte gav indtryk af hverken at være det ene eller det andet sted, så var det også sandt, at alt uundgåeligt havde sine afgrænsninger, og grænsen over alle grænser – den grænse, som, hvis den overskrides, under normale omstændigheder overskrides uigenkaldeligt, uanset hvad man siger eller ikke siger – er livet og et medmenneskes fysiske integritet.

Når jeg møder et sådant afsnit går min læsning i stå. Hvad står der egentlig? Set i sammenhæng med den tekst afsnittet optræder i kan man godt fornemme hvad meningen er, og så ville det også være OK, hvis afsnittet var dybsindigt eller filosofisk eller poetisk skrevet, men det er ingen af delene. Det er uklart, grænsende til dårligt sprogbrug. Om det er forfatterens eller oversætterens skyld kan man jo ikke vide, når man ikke kan spansk. Og som nævnt er der utallige af den slags afsnit, der hver gang man møder dem, ikke alene er som et bump på vejen i ens læsning, men også gør hele læsningen kedelig.    

 Erling Mellerup

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.