Udgivet i Skriv en kommentar

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Annegrethe Reindal

Forfatteren er spansk og bogen foregår i Spanien fra omkring 60’erne og frem til årtusindskiftet ,vil jeg tro, men med tråde tilbage til den spanske borgerkrig. Hovedperson og stemme i bogen er Felipe Diaz Carrion, hvis liv begynder og slutter i en lille by, hvor hans slægt – far og farfar med samme navn – har levet og arbejdet. Vores Felipe er dog nødt til at forlade byen, da hans arbejdsplads – et lille trykkeri – må lukke pga den teknologiske udvikling. Hans kone presser på, for at de skal søge mod de større byer, hvor der er arbejde at få, og det affinder han sig med, og får arbejde på en stor fabrik. På mig virker han som en mand der står uden for tiden – han er fokuseret på jorden og landskabet – naturen og vejret er hans pejlemærker frem for samfund og politik. Vi møder ham, da han er flyttet tilbage til sin landsby efter 20 års fravær og han har flg. Refleksion: ”De ting der forbliver uforanderlige, er dem , der taler til os, og de gør det uden omsvøb. Noget andet er, om vi er i stand til at lytte”. Det var hans far, der udtrykte denne holdning, og faderen, – må han hvile i fred – bliver ofte citeret – som svar på de hændelser, han ikke synes, han har kontrol med. Med flytningen fulgte nemlig gradvis en afstand mellem ham og konen samt den ældste søn, der i teenage-årene blev del af en radikal politisk gruppering – og var delagtig i en bortførelse af en leder fra faderens arbejdsplads. Sønnen og konen behandler ham med foragt og hån pga hans apolitiske ståsted, og sønnen flytter hjemmefra uden at sige farvel (det antydes at ham må forlade Spanien pga politisk aktivitet). Felipe får , da fabrikken overtages af nye ejere, mulighed for at gå på førtidspension, og kan flyttet tilbage efter 20 år – men der er selvfølgelig også sket forandringer – de mennesker han kendte er blevet ældre – og har fået sværere ved at klare hverdagen – men naturen og turen ud til jordstykket er fortsat det samme. ”Var det mon så vanskeligt at lære at vælge det bedste af det nye og kassere det ringeste af det gamle i stedet for det modsatte”. Han har ikke kontakt til sin kone og den ældste søn, men den yngste søn kommer på besøg – for at fortælle ham, at den ældste søn har slået en mand ihjel som led i en terrorhandling. Det er en forfærdelig handling, som han næsten ikke kan rumme – og han må opsøge sønnen i fængslet for at se, om han angrer sin handling. Det gør han ikke, han udviser den samme hånlige foragt for faderen, som han har gjort siden han var teenager, og Felipe tager forstenet tilbage til landsbyen – på vejen fortæller han sin yngste søn, hvordan hans farfar blev dræbt af politiske grunde i borgerkrigen – og han ser en gentagelse af de politiske terrorhandlinger fra sin søn. Hjemme igen sidder han og gransker gamle fotografier af Juan – har lagt dem op i rækkefølge – for om muligt at kunne finde ud af, hvornår han blev en anden person-” Kan du se? Kan du se at det ikke er ham? Kan du se, at han på ingen måde har det samme blik?” Han er forælderen der føler sig skyldig i sønnens handling og søger at finde en årsag og et tidspunkt, hvor ændringen sker, og hvor han måske kunne/skulle have handlet. Her tænker jeg, at mange forældre vil kunne genkende oplevelsen af skyld, når deres børn på en eller anden måde er i vanskeligheder. Bogen er et stærkt indlæg i en debat om den enkeltes rettigheder overfor politiske ismer og floskler, og lægger vægt på, hvordan vi handler overfor hinanden fremfor  hvilke fraser vi kan sige.

Annegrethe Reindal

Gentofte biblioteks anmelderklub

Udgivet i Skriv en kommentar

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Kirsten Becker Hansen

Vi følger Felipe Díaz, fra han er 40, til han bliver 60 – med tilbageblik på barndom og ungdom. Handlingen fremgår af bogens bagside, så jeg vil hér beskæftige mig med hvilket indtryk, romanen efterlader. Man befinder sig lige fra side 1 mentalt i Sydeuropa: der er lydbilleder af raslen i poplernes blade og flodvandets rislen, beskrivelser af skrænter, flodsider, støvet, lunde, tunge regndråber, timian, gyvel, lavendel og gribbe, der rider på opadgående luftstrømme. Det er en ualmindelig velskrevet og fængende roman med lange sætninger, der med et malende sprog formidler handling, omgivelser, refleksioner og indre dialog. Forfatteren er god til at videreformidle både landskaber og sindstilstande, fx Felipes følelse af ubetydelighed, når han går til arbejde langs den endeløse fabriksmur og kigger ned på cigaretskod og bortkastede sodavandsdåser. Og der er gode personbeskrivelser – af både Felipe, hustruen og de to teenagesønner. Med få ord forstår forfatteren at videreformidle karaktererne. Det er en fin, lille roman med en passende længde i forhold til indhold og sprog.

Kirsten Becker Hansen

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Udgivet i Skriv en kommentar

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Elisabeth Bank Lorenzen

Hovedpersonen, Felipe Diaz møder vi i landsbyen, hvor generationer før ham har levet deres liv, men den tekniske udvikling har gjort, at bogtrykkeriet, hvor han i mange har arbejdet som ufaglært, er gået konkurs, og han kan ikke opretholde livet og forsørge sin familie med tilfældigt arbejde. Familien søger mod nord på hans kones foranledning sammen med deres lille søn, Juanjo. Her får han arbejde på en fabrik, de køber en lejlighed og får endnu en søn. Alt burde således være såre godt, men er det ikke. Felipe Diaz kan ikke finde melodien på det nye sted, og familien splittes og lever hver deres liv. Hans kone, Asun får veninder og andre interesser, også politiske som deres ældste søn, der også bliver voldelig og kommer i dårligt selskab.  Helt galt bliver det, da fabriksejeren bliver bortført, og Felipe Diaz sammen med andre demonstrerer på torvet gang på gang og ender med at blive overfaldet. Det viser sig, at fabriksejeren, der efter næsten et års fangenskab under forfærdelige forhold ved en aktion bliver befriet, at denne har lidt så stor psykisk skade, at han ikke er i stand til at drive firmaet videre, og efter et hjemligt opgør, forlader Felipe Diaz byen med sin yngste søn. Han deler sin fars interesse for naturen og bliver ved et deltidsjob som tjener og hjælp fra faderen i stand til at læse ved universitetet i Madrid. Selv tager han tilværelsen i landsbyen, som han forlod, op igen og har god kontakt med den yngste søn, der jævnligt besøger ham. En dag ringer sønnen og siger,  at han kommer hjem. Felipe Diaz har en stærk fornemmelse af, at der er er noget galt, og det er der også. Juanjo er kommet i fængsel efter at have begået flere drab, og besøget hos ham bliver katastrofalt for hans far, som han overdænger med grimme ord og beskyldninger. Det gør ham ikke bare gammel og trist, men han fatter ikke, hvordan han har kunnet opdrage et menneske som ham og går i rette med sig selv, er på mere end selvmordets rand. Gennem hele bogen har Felipe Diaz gang på gang refereret til  sin egen far og hans liv og meninger, altid ledsaget af ordene:” må han hvile i fred”, og nu kommer så beretningen om hans skæbne og det klippepunkt, der altid har betydet så meget for Felipe Diaz. Det er en fantastisk bog og med et lige så fantastisk sprogbrug. Sætningerne indeholder så megen livsvisdom, og Felipe Diaz siger et sted i kapitel 13:

“ belæst, jeg har jo ikke læst”. Netop på disse sider finder jeg, at alt, hvad jeg havde tænkt om denne mand, gengives her. En vis mand, opvokset uden den store skolegang. Han er så godt beskrevet, og om end meget af læsningen er barsk, er det en anbefalelsesværdig bog. Min kompliment, også til oversætteren for den geniale måde at gøre den smukke tekst tilgængelig for os dansk.

Elisabeth Bank Lorenzen

Gentofte hovedbiblioteks Anmelderklub

Udgivet i Skriv en kommentar

Anmeldelse af J A Gonzales Sainz: ”Det blinde øje” – Erling Mellerup

Det bedste ved denne bog er, at den kun er på 159 sider, for man keder sig fra start til slut. Handlingen er minimal: Fattig familie fra det midtspanske højland søger mod en storby i Nordspanien, hvor den ældste søn radikaliseres, bliver medlem af en baskisk terrorgruppe, deltager i kidnapning og begår et mord. Faderen tager afstand til sønnen og vice versa. Moderen udvikler en pseudobaskist identitet og tager også afstand til faderen, der til sidst vender alene tilbage den landsby de kom fra. Nu kan en bog jo sagtens være god selv om der ikke er meget handling, f.eks. ved at personerne i bogen bliver medlevende for læseren. Dette var imidlertid ikke tilfældet med Det blinde øje. Måske  på grund af kulturforskelle, måske blot bogens tema, men desværre blev jeg ikke på noget tidspunkt engageret i personerne. Det værste ved bogen dog selve sproget, fordi der utallige gange optræder afsnit som dette:

– og at hvis det var sandt, at demarkationslinien mellem nogle handlinger og andre måske sommetider, nærmere end kompleks glidende, var flygtig, og at den nogle gange forekom at være et sted og andre et andet og ofte gav indtryk af hverken at være det ene eller det andet sted, så var det også sandt, at alt uundgåeligt havde sine afgrænsninger, og grænsen over alle grænser – den grænse, som, hvis den overskrides, under normale omstændigheder overskrides uigenkaldeligt, uanset hvad man siger eller ikke siger – er livet og et medmenneskes fysiske integritet.

Når jeg møder et sådant afsnit går min læsning i stå. Hvad står der egentlig? Set i sammenhæng med den tekst afsnittet optræder i kan man godt fornemme hvad meningen er, og så ville det også være OK, hvis afsnittet var dybsindigt eller filosofisk eller poetisk skrevet, men det er ingen af delene. Det er uklart, grænsende til dårligt sprogbrug. Om det er forfatterens eller oversætterens skyld kan man jo ikke vide, når man ikke kan spansk. Og som nævnt er der utallige af den slags afsnit, der hver gang man møder dem, ikke alene er som et bump på vejen i ens læsning, men også gør hele læsningen kedelig.    

 Erling Mellerup

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Udgivet i Skriv en kommentar

Det fortabte paradis – roman af Héctor Abad Faciolince

Det fortabte paradis. Høector Abad Faciolince. Colombia, RomanDet fortabte Paradis er en roman om en familie og deres slægtsgård i de colombianske bjerge, men også en fortælling om det colombianske samfund i det tyvende århundrede. Gennem tre generationer har gården ”La Oculta” været i familien Ángel, siden en gruppe nybyggere grundlagde den lille by hvor gården ligger, midt i bjergene og den frodige natur. Da matriarken Ana Ángel dør, 88 år gammel, i starten af 1990’erne er de tre voksne søskende Pilar, Antonio og Eva er de sidste arvinger til gården, som de hver især er knyttet til; på både godt og ondt. Gården har været ramme for frihed, drømme og håb, men også for frygt, traumer og forfald. Historien fortælles gennem de tre søskende, der ærligt og kritisk beretter om deres liv og deres familie, som på hver deres måde er knyttet til gården og deres lands historie.

Romanen er skrevet af den colombianske forfatter Héctor Abad Faciolince, hvis bøger har opnået stor anerkendelse i hele Latinamerika. Det fortabte Paradis er fyldt med realisme og desillusion, men også med tiltro til livet og en medmenneskelig beskrivelse af det moderne samfunds rodløshed. Litteraturkritiker Andreas Breitenstein fra Neue Zürcher Zeitung har kaldt  Det fortabte Paradis et nutidigt litterært svar på Hundrede års ensomhed af Gabriel García Márquez, og et eksempel på den nyere latinamerikanske litteratur, der opstod efter den kolde krig, militærdiktaturer, guerillakrige, og kampen mod narkokartellerne.

Lyder det spændende? Køb bogen her

Udgivet i Skriv en kommentar

Tre af vores helt nye bøger blev af deres forfattere præsentereret på Københavns litteraturfestival i Tranquebar boghandel

Torsdag aften den 27. september var der i anledning af Københavns litteraturfestival på spansk, som vi arrangerer sammen med Københavns universitet, 4 forfattere der præsenterede deres bøger i Tranquebar boghandel. De tre af bøgerne er netop udkommet på dansk på vores forlag og de danske oversættere var der derfor også.

Héctor Abad Faciolince præsenterede sin bog La Oculta, som på dansk hedder Det fortabte paradis. Det er en historie, der fortælles gennem tre søskende, når de mindes kærlighed, angst og håb knyttet til det smukke landskab, hvor deres families paradis ligger – gården La Oculta, som ligger langt inde i de colombianske bjerge. Bogen kan købes fra midten af oktober måned.

J.Á. González Sainz præsenterede sin roman Ojos que no ven, som på dansk hedder Det blinde øje. Bogen indeholder de smukkeste beskrivelser af den spanske natur og samtidig giver den et fantastisk billede af den splittelse, der findes i et samfund præget af ideologisk radikalisme og hvor undertrykkelse og overgreb mod dem, der tænker anderledes er helt normalt. Bogen kan købes nu.

Luís Sepúlveda introducerede sin danske version af La sombra de lo que fuimos, nemlig Skyggen af hvad vi var engang. I den enkle og galgenhumoristiske roman er der plads til mere end tre årtiers chilensk historie. Den beretter om samfundets tabere, som aldrig mistede troen på humor og kærlighed – og netop derfor vinder de i den sidste ende. Bogen kan købes nu.

For de fremmødte var det muligt at komme helt tæt på de tre utrolige dygtige forfattere, som hver især fortalte om deres bog og derefter besvarede spørgsmål fra publikum. En skøn seance og flere fik da også lyst til at købe de omtalte bøger.

Udgivet i Skriv en kommentar

Den prisbelønnede colombianske forfatter Héctor Abad Faciolince har med sit værk ”Det fortabte paradis” skrevet et nutidigt litterært svar til ”Hundrede års ensomhed”, der er Gabriel García Márquez’ hovedværk.

Det fortabte paradis. Høector Abad Faciolince. Colombia, RomanHéctor Abad Faciolince er en af Colombias mest fremtrædende forfattere med seks romaner, to novellesamlinger og en digtsamling bag sig og med romanen Det fortabte paradis slår han sig fast som en af de største latinamerikanske forfattere i vores tid.  I romanen kaster han lys over de konsekvenser, som forandring medfører i en familie eller et samfund. Historien fortælles gennem de tre søskende, når de mindes kærlighed, angst og håb knyttet til det smukke landskab, hvor deres families paradis ligger – gården La Oculta, som ligger langt inde i de colombianske bjerge.Pilar, Eva og Antonio Ángel er de sidste arvinger til den gamle slægtsgård, som familien gennem generationer har kæmpet for at beholde. Det er stedet for de tre søskendes lykkeligste minder, men det er også der, de har mødt vold, frygt, rastløshed og flugt.

 

Bogen udkommer til september 2018

Udgivet i Skriv en kommentar

Den prisbelønnede spanske forfatter José Ángel González Sainz formår i sin roman “Det blinde øje” at sammenflette datidens ideologiske radikalisme med højaktuelle problematikker som emigration og integration på en hel unik og sublim måde

Da Felipe Díaz bliver arbejdsløs, overtaler hans kone ham til, at de med deres søn skal forlade huset og jordstykket i landsbyen i håbet om at skabe sig et bedre liv længere mod nord. I Baskerlandet finder han arbejde på en kemisk fabrik, de køber en lejlighed og får endnu en søn, og alt går tilsyneladende godt.

I virkeligheden lykkes det aldrig Felipe at falde til, hvorimod hans kone og ældste søn involveres mere og mere i et samfund gennemsyret af nationalisme og politisk konfrontation, indtil en dramatisk hændelse for altid forandrer deres liv, og Felipe alene vender tilbage til huset i landsbyen, hvor han er vokset op. Det blinde øje indeholder smukke beskrivelser af den spanske natur og samtidig giver den et fantastisk billede af den splittelse, der findes i et samfund præget af ideologisk radikalisme og hvor undertrykkelse og overgreb mod dem, der tænker anderledes er helt normalt. Den tager ligeledes højaktuelle problematikker op som emigration og integration, alt sammen set gennem øjnene på en mand, der er et produkt af landskabet og af en visdom nedarvet gennem generationer.

 

Bogen kan (snart) købes i Saxo, iMusic, Bogreolen, Gucca, Arnold Busck, CDON, Plusbog, KopK, WilliamDam, ComputerSalg, liveboox, Plusbog, Bog&Ide, DagensBog, Tranquebar, Ræven & Pindsvinet, Møllesgade Boghandel.

Udgivet i Skriv en kommentar

Lider man af søvnløshed hjælper gyseren “Begravelsesudstyr” bestemt ikke på det, men er man til et godt gys, så er den peruanske forfatter Fernando Iwasaki djævelsk god til at give dette på en utrolig intelligent og humoristiske måde.

Fernando Iwasaki, Aurora BorealEn bog der består af mikrofortællinger, der hver især er djævelsk godt skrevet. Iwasakis bog er en hyldest til gyserlitteraturen og mikrofortællingen, fordi det på ti-tolv linjer lykkes ham at koncentrere genrens kuldegys, kvalme og angst på en yderst fængende måde. Som læser fastholdes man side efter side, og det er stadig muligt at blive skræmt af genfærdene, mareridtene, ritualerne og overtroen i det 21. århundrede. Iwasaki skærer ind til benet og lægger bestemt ikke fingrene imellem for at give læseren gåsehud og kuldegysninger, og hans spøgefulde og elegante stil er en hyldest til den sproglige hedonisme.

 

I slutningen af september kommer den på det danske marked.