AURORA BOREAL

The Farm, the latest novel by Héctor Abad —who in Spanish signs his books as Héctor Abad Faciolince— solidifies the author’s position as one of Latin America’s most important contemporary authors. As with his best-known work, Oblivion: A Memoir (2006), The Farm taps the author’s personal and family history, though now, obviously, as full-blown fiction. The Farm is a family saga that begins in the eighteenth century, when a descendant of converted Jews, Abraham Santángel, arrived in the Antioquia region in Colombia; continues to 1861, when Isaías Ángel and Raquel Abadi, a last name soon to be shortened to Abad, help populate the town of Jericó and, in 1886, found La Oculta, the name of the titular farm; to the last three descendants to hold the surname Ángel—Antonio, Pilar, and Eva— who, after suffering the violence of the guerrillas and the even greater brutality of the paramilitaries, decide to sell the majority of the farm, and see it transformed into a subdivision. Narrated in alternating chapters by Antonio, Pilar, and Eva, the novel begins with the death of their mother, Anita. Her passing marks the beginning of the end of La Oculta, since only Pilar has inherited the “need to hold land,” a trait that according to the novel had until then characterized all inhabitants of the region of Antioquia. Despite its full acknowledgement of the horrors that can be found in Colombia’s history, The Farm celebrates this (supposedly non-racist) Colombian Jeffersonian democracy of small landowners, and laments its substitution by a purely market-driven view of the land, as of everything else. The novel can, therefore, be seen as representing the history of Colombia—more exactly, of one way of being Colombian—from the hopes of independence, to the utopian moment that, according to the novel, informed the founding of Jericó, to our con- temporary market-centered reality. But Antonio, Pilar, and Eva can also be seen as representing the dissolution of this earlier Colombia in other ways beyond the breakdown of the landed estates. While Pilar represents residual versions of Colombia —patriarchal, but not abusive; conservative, but not dogmatic— Antonio is gay and lives in New York City with Jon, an African-American artist, while Eva has been married three times, in part due to her inability to tolerate any traditional patriarchal behavior, and, surprisingly, at the end finds a younger female partner. To Abad’s great credit, they are all fully fleshed characters, whose reasons are presented to the reader with clarity and com- passion. In this manner, the appeal of an idealized vision of traditional Colombia does not overshadow emergent and alternative ways of living. (However, the novel acknowledges, though it does not stress, that many of the historical evils of Colombian history were compatible with, if not the result of, this idealized Jeffersonian society. For instance, the paramilitary was created and supported by the region’s landowners). Given the novel’s obvious attempts at creating something like a national allegory, it is tempting to relate The Farm to One Hundred Years of Solitude. Like Gabriel García Márquez’s classic, this is also a story of social foundation, decline, and destruction. Both novels echo the story of Abraham. In fact, the first Ángel to travel to Colombia is named Abraham, Jericó (Jericho) is the name of the town to which Elías (Elijah) arrives and where he founds La Oculta. In fact, in one passage, Antonio retells his family history from Abraham to the founding of La Oculta in a style that resembles that of Genesis. However, as anyone who has read Abad’s earlier work or any contemporary Latin American narrative would expect, The Farm is written in a realistic style far from García Márquez’s magic fancies. Ambitious and highly readable, The Farm  (Det fortabte paradis in Danish) is a major novel by one of Colombia’s major novelists. Despite some flaws —for instance, “negros” is mistranslated as “Negroes,” as if the book had been written in 1950; “conservadores” (conservatives) as “Tories,” as if it were set in England— Anne McLean’s translation does a good job of rendering Abad’s careful prose.

J.A.González Sainz´ Det Blinde Øje beskriver forskellen mellem den jævne, enfoldige mands nøjsomme og ensformige tilværelse og de politiske kræfter, der med voldelige midler vil ændre samfundet. Felipe Diaz Carrión, søn af Felipe Diaz Diaz og far til Felipe Diaz, er tæt forbundet til naturen, til jorden han dyrker. Han går i sin fars og farfars fodspor. Han fortsætter deres levevis og tankegang, har nok i sit arbejde på et trykkeri og trives bedst med at dyrke sin lille jordlod. Midt i livet rykkes han op med rode og må flytte til storbyen med betonhuse og et trivielt, kedeligt arbejde på en fabrik. Han lukker øjnene – bogens titel – for de politiske intriger og ulmende oprør, der sker omkring ham, indtil det går op for ham, at hans kone og ældste søn er involveret i bevægelser mod styret. Så stopper han op og vender tilbage til sin stille og enkle tilværelse i landsbyen, til naturen og sin jord. – Hans yngste søn, også en Felipe, følger som han selv i slægtens spor, men sønnen går det skridt videre fra at leve i naturen på dens betingelser til at studere naturen videnskabeligt for at følge med tiden og dens nye opdagelser. Sproget er Felipes indre monologer og tanker og ikke mindst alt det, hans far og farfar har fortalt og lært ham. Almuevisdom, en enkel filosofi, der er dikteret af naturen og Felipe´rnes opfattelse af mennesket – ikke som behersker af naturen, men som samarbejder med naturen. En symbiose mellem de to. Sætningerne er lange, meget lange. De indeholder Felipes tanker og meninger, og når man tænker er det ikke i korte, koncise sætninger. Én tanke føder en ny, der føder den næste og den næste. Sproget er smukt enkelt, præget af en enfoldig mands gode, sunde og jævne meninger. Det er en fin bog, der skal læses langsomt. Man kunne ønske, verden bestod af mange flere Feliper.

Jette Thomsen

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Det er en forunderlig bog, der er skrevet i et meget særpræget sprog: Lange passager med mange indskudte sætninger. Et stykke tid irriteredes jeg over den snørklede syntaks og deraf følgende langsomme læsning, og jeg prøvede at sætte tempoet op, men det betød, at jeg tabte tråde og mening. Efterhånden vænnede jeg mig dog til det særlige sprog og begyndte at se en mening med det. Sproget er en slags indre dialog og fyldt med beskrivelser og forestillinger, ligesom når Felipe går på sin vej og sanser og tænker. Via sproget opstår der hos læseren efterhånden en langsom og gradvis bundfældning og opklaring af fortiden og de forhold, der har formet Felipe som en tilsyneladende stærk, besindig og modig mand i pagt med naturen, men også som en svag og handlingslammet familiefar. Romanens titel – på spansk “Øjne som ikke ser” og på dansk det dobbelttydige “Det blinde øje” er vel forfatterens kommentar til, at Felipe er blevet angrebet af de hvide gribbe, der æder øjnene først. Hvis Felipe havde ladet være med at vende det blinde øje til sønnens radikalisering, kunne han måske have forhindret det.Det er en sær og smuk bog – skrevet i disse snørklede formuleringer – om skæbne, skyld og ansvar. Samtidig skildrer den en stor længsel efter en mere enkel livsform i pagt med natur og sansning.

Anne Thøger

Anmelderklubben Gentofte Bibiliotek

Bemærkelsesværdig roman oversat fra spansk om forholdet mellem en ældre mand og hans to sønner. Den handler om en mand som ikke tager let på moral og samvittighed, dog uden at tale højt eller blande sig mere end højst nødvendigt. I stedet tænker han meget over hvad der er ret og uret både hjemme, på arbejdspladsen og det omgivende samfund, han tænker over sin fars skæbne og sine to forskellige sønners liv: den ene en omgængelig studerende, den anden en hadefuld politisk aktivist. Man følger manden fra han bryder op fra sin oprindelige landsby til han efter 20 års arbejde og smuldrende familieliv i en større by vender tilbage alene til huset i landsbyen. Et besøg i fængslet hos sin drabssigtede ældste søn giver manden selvbebrejdelser og ryster ham i den grad at han har svært ved at se meningen med at leve videre. Dog vælger han i sidste øjeblik livet, efter at have genkaldt sig sin fars ulykkelige men ærefulde endeligt og efter at have haft en intens oplevelse af skønheden i naturen. Her er det han åbner øjnene og tilsyneladende opnår en indsigt; tidligt i romanen har han spurgt sig selv om Gud lægger had og stupid blindhed i vores øjne. Det hele er skildret på en særdeles rolig måde, der er lange fine beskrivelser af dagligdags foreteelser, f.eks. situationen hvor manden gør madvarer klar til en middagsret for ham og den yngste søn. Og omgivelserne beskrives ligeledes indgående og smukt, så man nærmest føler man selv står midt i den varme duftende spanske natur. Forfatteren benytter sig af gentagelser som når han flere gange omtaler den brune bulmeurt og de hvide gribbe, man kan tænke sig at sådanne naturforeteelser har en symbolsk betydning for manden, i hvert fald får det ham til at tænke tilbage på hvad hans egen far sagde om dem. Sproget skal man lige vænne sig til, da der indimellem er meget lange lidt indviklede sætninger, men den virker godt oversat, det danske glider let. Man kunne som læser godt blive lidt forvirret over at forfatteren har navngivet farfar, far og søn med samme fornavn Felipe, man må nogle gange tænke sig om for at følge med. Fortjener stor udbredelse for den smukke fortælling og for det rørende indhold.

Bolette Vebæk

Anmelderklubben Gentofte bibiliotek

Forfatteren er spansk og bogen foregår i Spanien fra omkring 60’erne og frem til årtusindskiftet ,vil jeg tro, men med tråde tilbage til den spanske borgerkrig. Hovedperson og stemme i bogen er Felipe Diaz Carrion, hvis liv begynder og slutter i en lille by, hvor hans slægt – far og farfar med samme navn – har levet og arbejdet. Vores Felipe er dog nødt til at forlade byen, da hans arbejdsplads – et lille trykkeri – må lukke pga den teknologiske udvikling. Hans kone presser på, for at de skal søge mod de større byer, hvor der er arbejde at få, og det affinder han sig med, og får arbejde på en stor fabrik. På mig virker han som en mand der står uden for tiden – han er fokuseret på jorden og landskabet – naturen og vejret er hans pejlemærker frem for samfund og politik. Vi møder ham, da han er flyttet tilbage til sin landsby efter 20 års fravær og han har flg. Refleksion: ”De ting der forbliver uforanderlige, er dem , der taler til os, og de gør det uden omsvøb. Noget andet er, om vi er i stand til at lytte”. Det var hans far, der udtrykte denne holdning, og faderen, – må han hvile i fred – bliver ofte citeret – som svar på de hændelser, han ikke synes, han har kontrol med. Med flytningen fulgte nemlig gradvis en afstand mellem ham og konen samt den ældste søn, der i teenage-årene blev del af en radikal politisk gruppering – og var delagtig i en bortførelse af en leder fra faderens arbejdsplads. Sønnen og konen behandler ham med foragt og hån pga hans apolitiske ståsted, og sønnen flytter hjemmefra uden at sige farvel (det antydes at ham må forlade Spanien pga politisk aktivitet). Felipe får , da fabrikken overtages af nye ejere, mulighed for at gå på førtidspension, og kan flyttet tilbage efter 20 år – men der er selvfølgelig også sket forandringer – de mennesker han kendte er blevet ældre – og har fået sværere ved at klare hverdagen – men naturen og turen ud til jordstykket er fortsat det samme. ”Var det mon så vanskeligt at lære at vælge det bedste af det nye og kassere det ringeste af det gamle i stedet for det modsatte”. Han har ikke kontakt til sin kone og den ældste søn, men den yngste søn kommer på besøg – for at fortælle ham, at den ældste søn har slået en mand ihjel som led i en terrorhandling. Det er en forfærdelig handling, som han næsten ikke kan rumme – og han må opsøge sønnen i fængslet for at se, om han angrer sin handling. Det gør han ikke, han udviser den samme hånlige foragt for faderen, som han har gjort siden han var teenager, og Felipe tager forstenet tilbage til landsbyen – på vejen fortæller han sin yngste søn, hvordan hans farfar blev dræbt af politiske grunde i borgerkrigen – og han ser en gentagelse af de politiske terrorhandlinger fra sin søn. Hjemme igen sidder han og gransker gamle fotografier af Juan – har lagt dem op i rækkefølge – for om muligt at kunne finde ud af, hvornår han blev en anden person-” Kan du se? Kan du se at det ikke er ham? Kan du se, at han på ingen måde har det samme blik?” Han er forælderen der føler sig skyldig i sønnens handling og søger at finde en årsag og et tidspunkt, hvor ændringen sker, og hvor han måske kunne/skulle have handlet. Her tænker jeg, at mange forældre vil kunne genkende oplevelsen af skyld, når deres børn på en eller anden måde er i vanskeligheder. Bogen er et stærkt indlæg i en debat om den enkeltes rettigheder overfor politiske ismer og floskler, og lægger vægt på, hvordan vi handler overfor hinanden fremfor  hvilke fraser vi kan sige.

Annegrethe Reindal

Gentofte biblioteks anmelderklub

Vi følger Felipe Díaz, fra han er 40, til han bliver 60 – med tilbageblik på barndom og ungdom. Handlingen fremgår af bogens bagside, så jeg vil hér beskæftige mig med hvilket indtryk, romanen efterlader. Man befinder sig lige fra side 1 mentalt i Sydeuropa: der er lydbilleder af raslen i poplernes blade og flodvandets rislen, beskrivelser af skrænter, flodsider, støvet, lunde, tunge regndråber, timian, gyvel, lavendel og gribbe, der rider på opadgående luftstrømme. Det er en ualmindelig velskrevet og fængende roman med lange sætninger, der med et malende sprog formidler handling, omgivelser, refleksioner og indre dialog. Forfatteren er god til at videreformidle både landskaber og sindstilstande, fx Felipes følelse af ubetydelighed, når han går til arbejde langs den endeløse fabriksmur og kigger ned på cigaretskod og bortkastede sodavandsdåser. Og der er gode personbeskrivelser – af både Felipe, hustruen og de to teenagesønner. Med få ord forstår forfatteren at videreformidle karaktererne. Det er en fin, lille roman med en passende længde i forhold til indhold og sprog.

Kirsten Becker Hansen

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Hovedpersonen, Felipe Diaz møder vi i landsbyen, hvor generationer før ham har levet deres liv, men den tekniske udvikling har gjort, at bogtrykkeriet, hvor han i mange har arbejdet som ufaglært, er gået konkurs, og han kan ikke opretholde livet og forsørge sin familie med tilfældigt arbejde. Familien søger mod nord på hans kones foranledning sammen med deres lille søn, Juanjo. Her får han arbejde på en fabrik, de køber en lejlighed og får endnu en søn. Alt burde således være såre godt, men er det ikke. Felipe Diaz kan ikke finde melodien på det nye sted, og familien splittes og lever hver deres liv. Hans kone, Asun får veninder og andre interesser, også politiske som deres ældste søn, der også bliver voldelig og kommer i dårligt selskab.  Helt galt bliver det, da fabriksejeren bliver bortført, og Felipe Diaz sammen med andre demonstrerer på torvet gang på gang og ender med at blive overfaldet. Det viser sig, at fabriksejeren, der efter næsten et års fangenskab under forfærdelige forhold ved en aktion bliver befriet, at denne har lidt så stor psykisk skade, at han ikke er i stand til at drive firmaet videre, og efter et hjemligt opgør, forlader Felipe Diaz byen med sin yngste søn. Han deler sin fars interesse for naturen og bliver ved et deltidsjob som tjener og hjælp fra faderen i stand til at læse ved universitetet i Madrid. Selv tager han tilværelsen i landsbyen, som han forlod, op igen og har god kontakt med den yngste søn, der jævnligt besøger ham. En dag ringer sønnen og siger,  at han kommer hjem. Felipe Diaz har en stærk fornemmelse af, at der er er noget galt, og det er der også. Juanjo er kommet i fængsel efter at have begået flere drab, og besøget hos ham bliver katastrofalt for hans far, som han overdænger med grimme ord og beskyldninger. Det gør ham ikke bare gammel og trist, men han fatter ikke, hvordan han har kunnet opdrage et menneske som ham og går i rette med sig selv, er på mere end selvmordets rand. Gennem hele bogen har Felipe Diaz gang på gang refereret til  sin egen far og hans liv og meninger, altid ledsaget af ordene:” må han hvile i fred”, og nu kommer så beretningen om hans skæbne og det klippepunkt, der altid har betydet så meget for Felipe Diaz. Det er en fantastisk bog og med et lige så fantastisk sprogbrug. Sætningerne indeholder så megen livsvisdom, og Felipe Diaz siger et sted i kapitel 13:

“ belæst, jeg har jo ikke læst”. Netop på disse sider finder jeg, at alt, hvad jeg havde tænkt om denne mand, gengives her. En vis mand, opvokset uden den store skolegang. Han er så godt beskrevet, og om end meget af læsningen er barsk, er det en anbefalelsesværdig bog. Min kompliment, også til oversætteren for den geniale måde at gøre den smukke tekst tilgængelig for os dansk.

Elisabeth Bank Lorenzen

Gentofte hovedbiblioteks Anmelderklub

Det bedste ved denne bog er, at den kun er på 159 sider, for man keder sig fra start til slut. Handlingen er minimal: Fattig familie fra det midtspanske højland søger mod en storby i Nordspanien, hvor den ældste søn radikaliseres, bliver medlem af en baskisk terrorgruppe, deltager i kidnapning og begår et mord. Faderen tager afstand til sønnen og vice versa. Moderen udvikler en pseudobaskist identitet og tager også afstand til faderen, der til sidst vender alene tilbage den landsby de kom fra. Nu kan en bog jo sagtens være god selv om der ikke er meget handling, f.eks. ved at personerne i bogen bliver medlevende for læseren. Dette var imidlertid ikke tilfældet med Det blinde øje. Måske  på grund af kulturforskelle, måske blot bogens tema, men desværre blev jeg ikke på noget tidspunkt engageret i personerne. Det værste ved bogen dog selve sproget, fordi der utallige gange optræder afsnit som dette:

– og at hvis det var sandt, at demarkationslinien mellem nogle handlinger og andre måske sommetider, nærmere end kompleks glidende, var flygtig, og at den nogle gange forekom at være et sted og andre et andet og ofte gav indtryk af hverken at være det ene eller det andet sted, så var det også sandt, at alt uundgåeligt havde sine afgrænsninger, og grænsen over alle grænser – den grænse, som, hvis den overskrides, under normale omstændigheder overskrides uigenkaldeligt, uanset hvad man siger eller ikke siger – er livet og et medmenneskes fysiske integritet.

Når jeg møder et sådant afsnit går min læsning i stå. Hvad står der egentlig? Set i sammenhæng med den tekst afsnittet optræder i kan man godt fornemme hvad meningen er, og så ville det også være OK, hvis afsnittet var dybsindigt eller filosofisk eller poetisk skrevet, men det er ingen af delene. Det er uklart, grænsende til dårligt sprogbrug. Om det er forfatterens eller oversætterens skyld kan man jo ikke vide, når man ikke kan spansk. Og som nævnt er der utallige af den slags afsnit, der hver gang man møder dem, ikke alene er som et bump på vejen i ens læsning, men også gør hele læsningen kedelig.    

 Erling Mellerup

Gentofte biblioteks anmelderklub.

Det fortabte Paradis er en roman om en familie og deres slægtsgård i de colombianske bjerge, men også en fortælling om det colombianske samfund i det tyvende århundrede. Gennem tre generationer har gården ”La Oculta” været i familien Ángel, siden en gruppe nybyggere grundlagde den lille by hvor gården ligger, midt i bjergene og den frodige natur. Da matriarken Ana Ángel dør, 88 år gammel, i starten af 1990’erne er de tre voksne søskende Pilar, Antonio og Eva er de sidste arvinger til gården, som de hver især er knyttet til; på både godt og ondt. Gården har været ramme for frihed, drømme og håb, men også for frygt, traumer og forfald. Historien fortælles gennem de tre søskende, der ærligt og kritisk beretter om deres liv og deres familie, som på hver deres måde er knyttet til gården og deres lands historie.

Romanen er skrevet af den colombianske forfatter Héctor Abad Faciolince, hvis bøger har opnået stor anerkendelse i hele Latinamerika. Det fortabte Paradis er fyldt med realisme og desillusion, men også med tiltro til livet og en medmenneskelig beskrivelse af det moderne samfunds rodløshed. Litteraturkritiker Andreas Breitenstein fra Neue Zürcher Zeitung har kaldt  Det fortabte Paradis et nutidigt litterært svar på Hundrede års ensomhed af Gabriel García Márquez, og et eksempel på den nyere latinamerikanske litteratur, der opstod efter den kolde krig, militærdiktaturer, guerillakrige, og kampen mod narkokartellerne.

Lyder det spændende? Køb bogen her