Beskrivelse

Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut.

Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut. Tina er en erfaren tv-korrespondent, som dækker Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut. Efter næsten tyve års arbejde i udlandet beslutter hun at vende hjem til Barcelona. Hun har brug for at lægge afstand til de evige krige og barske oplevelser, til en form for journalistik, som ikke længere overbeviser hende, og til en ung italiensk kvindelig journalist, som har fået hende til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen seksualitet.

Hjemme venter en altid fjern mor, en søster, der er perfektionist og kritiserer hende for altid at have været så langt væk, en far med begyndende tegn på demens, og den mand, hun engang elskede.

Virkeligheden er, at de mange år i udlandet har ændret hendes syn på den del af verden, hun kommer fra, en kultur og livsstil, som hun nu skal finde ind i igen og få til at føles som hjem. Hun forsøger at få styr på sine tanker, forsone sig med fortiden, men også se fremad og beslutte, om hun ønsker permanent at genoptage sit liv i Barcelona, eller hun vil rejse ud igen.

Marta Orriols viser endnu en gang sin evne til at skabe nogle uforglemmelige og komplekse karakterer. Hendes syn på den moderne verden er også denne gang rammende og varm, på én gang hverdagsagtig og ekstraordinær.

 

Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut.

Om Marta Orriols

Spanien 1975. Marta Orriols er uddannet kunsthistoriker og arbejder freelance som tekstredaktør for forlag og samarbejder med forskellige magasiner og aviser. Hun er forfatter til novellesamlingen Anatomia de les distàncies curtes samt romanerne Lære at tale med planterne (Aprendre a parlar amb les plantes) og Sød indgang til kaos (Dolça introducció al caos). Et sted at kalde hjem er den seneste og dermed tredje af Orriols’ bøger, der udkommer i dansk oversættelse, og den er desuden oversat til spansk, italiensk, portugisisk og tysk.

 

Begynd at læse

Mellemøsten fra sin udstationering i Beirut.

Den er af ler.

Dateret til det sjette århundrede før Kristus.

En babylonsk tavle, som efter sigende er det ældste kendte landkort.

Teknisk set drejer det sig om et diagram, som kombinerer kortet i midten med beskrivelsen af syv mytiske øer midt i havet, der forbinder jorden med himlen.

Mens jeg venter på mit næste fly, underholder jeg mig med at læse en artikel om, hvordan kunsten repræsenterer land­kort, der sætter spørgsmålstegn ved grænser og geografisk oprindelse.

Tavlens alder får mig til at tænke på det oldgamle behov for at fastslå, hvor vi befinder os, og hvordan vi siden tidernes morgen for at vide, hvor vi er, har placeret alt i en bestemt position i forhold til verdenshjørnerne. Vi er i stand til at retningsbestemme jorder, lave plantegninger, finde veje, løbe igennem terrænet, mod tiden og uden nogen forudbestemt rute.

Vi tvinges endda til at passere kontrolposter markeret på et kort.

Vi har evnerne, instrumenterne.

Vi kender mekanismerne og målene.

Vi udarbejder diagrammer, beregner af­stande, minimerer fejlmargenen.

Vi behersker karto­grafien, og alligevel flakker vi ofte gennem livet uden mål og med.

Jeg har aldrig rigtig vidst, hvem jeg er, men jeg har ikke af den grund været ulykkelig.

Jeg har haft mine overbevisninger, min intuition, stræbsomhed, glæde.

På en eller anden måde har det, at jeg ikke kender mig selv, defineret mig.

Jeg har aldrig været særlig sikker på, hvad jeg bør forvente af mig selv, men det har heller aldrig bekymret mig synderligt. Indtil videre har jeg ikke manglet styrken til at overvinde de pessimistiske øjeblikke, som der heldigvis kun har været få af.

Men jeg har aldrig vidst, hvem jeg er. Jeg har ledt efter mig selv hele livet…

 

Mobile Pay 34512

 

Videoerne af vores forfattere klik her

 

 

For vores læsere på spansk

Aurora Boreal på spansk