Beskrivelse
En fortælling bestående af mange fortællinger
En fortælling bestående af mange fortællinger. En baskisk forfatter rejser i august 2007 med sin kone og to døtre til Nevada for at tilbringe et år i Reno.
I en række tekster i dagbogsform blandet med fragmenter om baskiske udvandrere, forfatterens barndomsminder og aktuelle begivenheder beskrives livet på campus, i byen, ørkenen og det vestlige USA ud fra forfatterens perspektiv i et forsøg på at blotlægge forbindelsen mellem to så forskellige geografier og kulturer som Baskerlandet og ”the American West”.
Der er klapperslanger og giftige edderkopper, der afholdes vælgermøder med Obama og Clinton, bisættelse af en amerikansk soldat dræbt i Irak og Thanksgivingmiddag.
Og vi lytter med, når forfatteren ringer til sin mor derhjemme.
Roman
Bernardo Atxaga
Asteasu, País Vasco, 1951. Han fik sit litterære gennembrud med bogen Obabakoak (1988), som modtog Premio Nacional de Narrativa i Spanien og blev finalist i IMPAC European Literary Award.
Derefter fulgte romaner som El hombre solo (1994), Esos cielos (1996), El hijo del acordeonista (2003, Premio Grinzane Cavour, Premio Mondello, Times Literary Supplement Translation Prize), Sietecasasen Francia (2009, finalist til Independent Foreign Fiction Prize og Oxford Weidenfeld Translation Prize).
Días de Nevada (2014, Premio Euskadi), Casas y tumbas (2020) og Desde el otro lado (2022). I 2017 modtog han den internationale Liber Press Literatura og i 2019 Premio Nacional de las Letras Españolas, begge for det samlede litterære værk. Bernardo Atxaga har desuden udgivet digtsamlinger og er medlem af Euskaltzaindia, det Baskiske Sprogakademi.
Hans bøger er oversat til 35 sprog. Fem af hans bøger er tidligere udgivet i Danmark: Obabakoak (1997), Ene mand (2002), Harmonikaspillerens søn (2007), Syv huse i Frankrig (2014) og Huse og Gravsteder (2021). Dage i Nevada er således hans sjette bog, der oversættes til dansk.
En fortælling bestående af mange fortællinger
Dage i Nevada er en fortælling bestående af mange fortællinger, der væver det tørre landskab i Nevadas ørken og de funklende lys fra Renos kasinoer sammen med et mere intimt og personligt landskab i Baskerlandet. Oplevelser blandes med minder, fortidige og nutidige hændelser og drømme, og der knyttes venskaber på tværs af kontinenterne.
Begynde at læse bogen
Stilhed
Der er altid stille i Reno, selv om dagen. Kasinoerne er isolerede bygninger med væg til væg-tæpper, og der trænger ingen lyd ud fra lokalerne med spilleborde og enarmede tyveknægte i lange rækker. Man hører heller ikke trafikken på hovedgaden, Virginia Street, eller de motorveje, der krydser byen, highway 80 og 395, som om også de var tæppebelagte, eller som om biler og lastbiler kørte rundt i det skjulte.
Når natten falder på, bliver stilheden, det, som subjektivt føles sådan, endnu dybere. En ringen fra en lille klokke ville sætte betjentene fra det lokale politi i beredskab. Hvis der i et hus blev kastet en knaldperle, ville de straks køre ud med blinkende lys.
Stilheden var det første, vi bemærkede, den dag vi ankom til Reno, den 18. august 2007, efter at taxaen, vi var kommet med fra lufthavnen, var kørt igen og havde efterladt os foran det, der skulle være vores hjem, College Drive nummer 145. Der var ingen mennesker på gaden. Skraldespandene stod som forstenede.
Vi pakkede ud og gik ud på terrassen på bagsiden af huset. I mørket kunne vi bare skimte nogle få omrids: klipper, højt græs, der lignede siv, forskellige kaktusser. Haven var ret stor. Den skrånede opad og var kantet med træer og buske.
Ángela trykkede på en rød knap ved siden af bagdøren, og lyset fra to lamper på muren oplyste et tredive eller fyrre meter stort område af haven. Øverst på skråningen lå der et stort hus; i området til højre, hvor der var flest træer, en hytte. Izaskun og Sara løb til højre.
En fortælling bestående af mange fortællinger
– Her er noget! udbrød Izaskun og greb sin søster i armen.
I nærheden af hytten anede jeg to prikker, to små gule huller, to lysende øjne. De bevægede sig ikke, de blinkede ikke. Deres stirren var ikke menneskelig.
Før vores afrejse havde jeg læst en guidebog om Nevada, hvor en af de farer, man skulle tage højde for, allerøverst på listen, umiddelbart efter solen, var klapperslanger. Men ifølge fotografierne og de øvrige referencer levede de ude i ørkenen og sås aldrig andre steder. Jeg tænkte, at de små gule øjne ikke kunne være krybdyrøjne, men katteøjne. Men jeg var ikke sikker.
På markedet fra den 01.09.2022
Mobile Pay 34512
Aurora Boreal på spansk
Katrine Skovgaard Rasmussen –
Fortællingen skrider langsomt frem, og de forskellige dagbogsindlæg virker afkoblede fra hinanden. Dog aner man en større helhed til sidst, og enkelte af indlæggene er fine fortællinger. Fortælleren virker distanceret og er nærmest helt fjernet fra fortællingen, hvor den barske del af USA får lov at skinne igennem.
Katrine Skovgaard Rasmussen – DBC