Udgivet i Skriv en kommentar

Journalist Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver om Bedrageren

Anmeldels i Weekendavisen den 11. oktober 2019

Livsløgn. »En roman uden fiktion« kalder Javier Cercas sin faktabaserede roman om Spaniens måske største svindler.

Javier Cercas: Bedrageren. Oversat fra spansk efter »El impostor« af Ole Skov Thomassen. 439 sider. 362 kr. Aurora Boreal.

Kampen om virkeligheden

Enric Marco, mens han endnu var leder af Mauthausens Ofre. Foto: Louis Gene/AFP/Ritzau Scanpix

Som leder af Mauthausens Ofre, en spansk forening for tidligere deporterede til koncentrationslejren Mauthausen, blev Enric Marco en kendt og afholdt mand omkring årtusindskiftet. Han holdt foredrag om sin tid i lejrene Mauthausen og Flossenbürg, lod sig portræt-tere på tv, i hyldestartikler og biografier, præsiderede over mindehøjtideligheder for holocaustofre, modtog medaljer og rørte ved én lejlighed det spanske parlament til tårer. I flere år var han den historiske erindrings store mand under mottoet »Tilgive, JA; glemme, NEJ!«

Forinden stod han i spidsen for den anarkistiske fagforening CNT, hvor han blev aktiv, omtrent da frankismen døde med Franco, og lynhurtigt steg i graderne til generalsekretær.

Han talte gerne om sin fortid. Om hvordan han som 15-årig glødende anarkist kastede sig ind i Den Spanske Borgerkrig og blev underofficer i den legendariske Durruti-kolonne, der kæmpede, til alt var tabt, i Catalonien. At han kendte flere af de mest navnkundige partisa-ner personligt og aldrig opgav kampen, men fortsatte som modstandsmand lige indtil interneringen i Tyskland. Et ekstraordinært liv. Et »heroisk, bevægende og eventyrligt« liv – men bare med dette aber dabei, at det var løgn.

I 2005, da Marco gennem tre år havde ledet Mauthausens Ofre, kom det frem: Han havde aldrig siddet i koncentrationslejr. Tværtimod havde han meldt sig frivilligt til at arbejde for nazisterne i Tyskland. Modstandsmand under frankismen havde han heller ikke været, og hans heroiske rolle i borgerkrigen var løgn »æltet sammen med sandhed« om en kort og ikke spor glorværdig militærkarriere. Afsløringen ramte Spanien lige i solar plexus og gik verden rundt. Og det er denne bedragers reelle historie, forfatteren Javier Cercas sammenstykker i sin internationalt prisbelønnede faktaroman Bedrageren.

Hvem er Enric Marco bag alle sine løgne og forskellige navne? Hvad er han? Cercas opsøger den aldrende mesterbedrager og beder om lov til at skrive om ham. Resultatet bliver en række samtaler, der danner en rød tråd gennem bogens mange, mestendels interessante ekskurser. En kamp på viljer mellem forfatter og bedrager: en kamp om selve virkeligheden.

Cercas blander reportage, historisk dokumentation, interviews og personlige betragtninger i et intenst og informationsmættet opklaringsforløb. Romanen er på én gang et mysterium, en roman om romanen, en krigsskildring, samtidsdiagnostik, biografi og en gave til folk, der interesserer sig for den spanske venstrefløjs historie. Den er en afsøgning af de besejredes psykologi og en filosofisk undersøgelse af begreberne sandhed og løgn – med kursafstikkere til en generøs mængde tænkere og forfattere fra Kant og Montaigne til Norman Finkelstein, Primo Levi, Lev Tolstoj og Truman Capote.

Handlingen bindes sammen af en uophørlig række af gentagelser, et bevidst og gennemført stilvalg med en lidt for åbenlys didaktisk bagtanke. Gentagelserne levendegør Cercas møjsommelige optrævlingsarbejde i konstant infight med mesterløgneren samt egen moral og samvittighed. Men som læser følte jeg mig undervejs så pædagogisk ført, at det blev for meget. Ét sted, da jeg for fjerde gang blev præsenteret for, at »fortiden er en dimension i nutiden, det siger Faulkner,« måtte bogen en tur på gulvet. For at parafrasere den tidligere folketingsformand Erling Olsen ved læsere måske nok mindre, end man regner med, men de er også klogere, end Javier Cercas tilsyneladende tror.

Trods alt er Enric Marcos faktiske liv lige så absurd spændende som hans livsfiktion, og Cercas rejser en ubekvem, men vigtig diskussion af konflikten mellem historie og erindring. Når erindring markedgøres, udvikler den sig, skriver han, til historisk kitsch og bliver »en diskurs uden hverken nuancer eller flertydighed, uden kompleksiteten og tomrummene og skrækken og modsigelserne og svimmelheden og ujævnheden og de moralske clairobscurs, som de virkelige erindringer og den sande historie og den sande kunst rummer«.

Bedrageren er relevant i en tid, hvor den klassiske forestilling om en fælles historisk virkelighed udfordres bredt på godt og ondt. Af minoriteter med retmæssigt krav på en plads i historien. Af demagoger bevæbnet med »alternative fakta«. Af den nye medie- verdens selvforsynende paralleluniverser. Og af populismens floromvundne molotovcocktail af konformisme, følelsesporno og den største løgn af dem alle – løgnen om den simple sandhed.

Kilde: Weekenavisen d. 11 oktober 2019

Læs mere on Bedrageren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.