Det er en forunderlig bog, der er skrevet i et meget særpræget sprog: Lange passager med mange indskudte sætninger. Et stykke tid irriteredes jeg over den snørklede syntaks og deraf følgende langsomme læsning, og jeg prøvede at sætte tempoet op, men det betød, at jeg tabte tråde og mening. Efterhånden vænnede jeg mig dog til det særlige sprog og begyndte at se en mening med det. Sproget er en slags indre dialog og fyldt med beskrivelser og forestillinger, ligesom når Felipe går på sin vej og sanser og tænker. Via sproget opstår der hos læseren efterhånden en langsom og gradvis bundfældning og opklaring af fortiden og de forhold, der har formet Felipe som en tilsyneladende stærk, besindig og modig mand i pagt med naturen, men også som en svag og handlingslammet familiefar. Romanens titel – på spansk “Øjne som ikke ser” og på dansk det dobbelttydige “Det blinde øje” er vel forfatterens kommentar til, at Felipe er blevet angrebet af de hvide gribbe, der æder øjnene først. Hvis Felipe havde ladet være med at vende det blinde øje til sønnens radikalisering, kunne han måske have forhindret det.Det er en sær og smuk bog – skrevet i disse snørklede formuleringer – om skæbne, skyld og ansvar. Samtidig skildrer den en stor længsel efter en mere enkel livsform i pagt med natur og sansning.
Anne Thøger
Anmelderklubben Gentofte Bibiliotek