Bogbloggeren Karina Ahm har på sin Instagram og blog anmeldt bogen Saltkrystaller af Cristina Bendek. Saltkrystaller: en smuk og voldsom historie
Efter at have læst bogen, skriver hun følgende:“Saltkrystaller er en smuk og voldsom historie, som trækker tråde langt tilbage i historien.”, at det er ”En interessant, smuk og spændende fortælling om en ung kvinde og forfald.”, og at ”Bogen er smuk udenpå og indeni, og fortællingen flyder lige så let som duftene af havet, det caribiske køkken og calypsomusikken i bogen.”
Spansk litteratur har sat sit præg på den danske kultur, og Karina skriver da også på sin Instagram, at ”Hånden på hjertet… oversat spansk litteratur har indtil nu kun været en berigelse for min rejse gennem litteraturen.”, og tildelt den hele 4,5 stjerner ud af 5 mulige.
Karina Ahm har skrevet:
“Jeg havde glædet mig til “Saltkrystaller” og blev ikke skuffet! Det er historie om en ung kvindes kamp for at finde sig selv. Et selv som først bliver hel da hun ved et mindre tilfælde “snubler” over et fotografi af sine tipoldeforældre.
Hun er søgende og fremstår trist. Historien er en lille bid af Caribiens historie og politiske styre gennem tiden som smukt bliver flettet sammen med nutiden og en ung kvinde. Forfatteren viser sine læseren det grimme, vrangen af idylen, af det smukke og det alle forestiller sig med en smuk ø i et azurblåt hav.
Men også hvor smukt mangfoldigheden kunne blive i et samfund, hvor mange folkeslag har sat deres aftryk. Desværre bliver det altsammen et spørgsmål om økonomi og billig arbejdskraft. Bogen er smuk udenpå og indeni, og fortællingen flyder lige så let som duftene af havet, det caribiske køkken og calypsomusikken i bogen.
Victoria flyder frem og tilbage i historien, møder sine forfædre, ser historien om San Andrés og samtidig finder hun sin stemme i nutiden, hvor øboerne kæmper for øens overlevelse. Bogen persongalleri er mangfoldigt og farverigt, men ikke overvældende, alle stemmer sætter aftryk.”
Læs meget mere om ”Saltkrystaller” på hendes blog eller Instagram.
The Farm, the latest novel by Héctor Abad —who in Spanish signs his books as Héctor Abad Faciolince— solidifies the author’s position as one of Latin America’s most important contemporary authors. As with his best-known work, Oblivion: A Memoir (2006), The Farm taps the author’s personal and family history, though now, obviously, as full-blown fiction. The Farm is a family saga that begins in the eighteenth century, when a descendant of converted Jews, Abraham Santángel, arrived in the Antioquia region in Colombia; continues to 1861, when Isaías Ángel and Raquel Abadi, a last name soon to be shortened to Abad, help populate the town of Jericó and, in 1886, found La Oculta, the name of the titular farm; to the last three descendants to hold the surname Ángel—Antonio, Pilar, and Eva— who, after suffering the violence of the guerrillas and the even greater brutality of the paramilitaries, decide to sell the majority of the farm, and see it transformed into a subdivision. Narrated in alternating chapters by Antonio, Pilar, and Eva, the novel begins with the death of their mother, Anita. Her passing marks the beginning of the end of La Oculta, since only Pilar has inherited the “need to hold land,” a trait that according to the novel had until then characterized all inhabitants of the region of Antioquia. Despite its full acknowledgement of the horrors that can be found in Colombia’s history, The Farm celebrates this (supposedly non-racist) Colombian Jeffersonian democracy of small landowners, and laments its substitution by a purely market-driven view of the land, as of everything else. The novel can, therefore, be seen as representing the history of Colombia—more exactly, of one way of being Colombian—from the hopes of independence, to the utopian moment that, according to the novel, informed the founding of Jericó, to our con- temporary market-centered reality. But Antonio, Pilar, and Eva can also be seen as representing the dissolution of this earlier Colombia in other ways beyond the breakdown of the landed estates. While Pilar represents residual versions of Colombia —patriarchal, but not abusive; conservative, but not dogmatic— Antonio is gay and lives in New York City with Jon, an African-American artist, while Eva has been married three times, in part due to her inability to tolerate any traditional patriarchal behavior, and, surprisingly, at the end finds a younger female partner. To Abad’s great credit, they are all fully fleshed characters, whose reasons are presented to the reader with clarity and com- passion. In this manner, the appeal of an idealized vision of traditional Colombia does not overshadow emergent and alternative ways of living. (However, the novel acknowledges, though it does not stress, that many of the historical evils of Colombian history were compatible with, if not the result of, this idealized Jeffersonian society. For instance, the paramilitary was created and supported by the region’s landowners). Given the novel’s obvious attempts at creating something like a national allegory, it is tempting to relate The Farm to One Hundred Years of Solitude. Like Gabriel García Márquez’s classic, this is also a story of social foundation, decline, and destruction. Both novels echo the story of Abraham. In fact, the first Ángel to travel to Colombia is named Abraham, Jericó (Jericho) is the name of the town to which Elías (Elijah) arrives and where he founds La Oculta. In fact, in one passage, Antonio retells his family history from Abraham to the founding of La Oculta in a style that resembles that of Genesis. However, as anyone who has read Abad’s earlier work or any contemporary Latin American narrative would expect, The Farm is written in a realistic style far from García Márquez’s magic fancies. Ambitious and highly readable, The Farm (Det fortabte paradis in Danish) is a major novel by one of Colombia’s major novelists. Despite some flaws —for instance, “negros” is mistranslated as “Negroes,” as if the book had been written in 1950; “conservadores” (conservatives) as “Tories,” as if it were set in England— Anne McLean’s translation does a good job of rendering Abad’s careful prose.
J.A.González Sainz´ Det Blinde Øje beskriver forskellen mellem den jævne, enfoldige mands nøjsomme og ensformige tilværelse og de politiske kræfter, der med voldelige midler vil ændre samfundet. Felipe Diaz Carrión, søn af Felipe Diaz Diaz og far til Felipe Diaz, er tæt forbundet til naturen, til jorden han dyrker. Han går i sin fars og farfars fodspor. Han fortsætter deres levevis og tankegang, har nok i sit arbejde på et trykkeri og trives bedst med at dyrke sin lille jordlod. Midt i livet rykkes han op med rode og må flytte til storbyen med betonhuse og et trivielt, kedeligt arbejde på en fabrik. Han lukker øjnene – bogens titel – for de politiske intriger og ulmende oprør, der sker omkring ham, indtil det går op for ham, at hans kone og ældste søn er involveret i bevægelser mod styret. Så stopper han op og vender tilbage til sin stille og enkle tilværelse i landsbyen, til naturen og sin jord. – Hans yngste søn, også en Felipe, følger som han selv i slægtens spor, men sønnen går det skridt videre fra at leve i naturen på dens betingelser til at studere naturen videnskabeligt for at følge med tiden og dens nye opdagelser. Sproget er Felipes indre monologer og tanker og ikke mindst alt det, hans far og farfar har fortalt og lært ham. Almuevisdom, en enkel filosofi, der er dikteret af naturen og Felipe´rnes opfattelse af mennesket – ikke som behersker af naturen, men som samarbejder med naturen. En symbiose mellem de to. Sætningerne er lange, meget lange. De indeholder Felipes tanker og meninger, og når man tænker er det ikke i korte, koncise sætninger. Én tanke føder en ny, der føder den næste og den næste. Sproget er smukt enkelt, præget af en enfoldig mands gode, sunde og jævne meninger. Det er en fin bog, der skal læses langsomt. Man kunne ønske, verden bestod af mange flere Feliper.
Det er en forunderlig bog, der er skrevet i et meget særpræget sprog: Lange passager med mange indskudte sætninger. Et stykke tid irriteredes jeg over den snørklede syntaks og deraf følgende langsomme læsning, og jeg prøvede at sætte tempoet op, men det betød, at jeg tabte tråde og mening. Efterhånden vænnede jeg mig dog til det særlige sprog og begyndte at se en mening med det. Sproget er en slags indre dialog og fyldt med beskrivelser og forestillinger, ligesom når Felipe går på sin vej og sanser og tænker. Via sproget opstår der hos læseren efterhånden en langsom og gradvis bundfældning og opklaring af fortiden og de forhold, der har formet Felipe som en tilsyneladende stærk, besindig og modig mand i pagt med naturen, men også som en svag og handlingslammet familiefar. Romanens titel – på spansk “Øjne som ikke ser” og på dansk det dobbelttydige “Det blinde øje” er vel forfatterens kommentar til, at Felipe er blevet angrebet af de hvide gribbe, der æder øjnene først. Hvis Felipe havde ladet være med at vende det blinde øje til sønnens radikalisering, kunne han måske have forhindret det.Det er en sær og smuk bog – skrevet i disse snørklede formuleringer – om skæbne, skyld og ansvar. Samtidig skildrer den en stor længsel efter en mere enkel livsform i pagt med natur og sansning.
Bemærkelsesværdig roman oversat fra spansk om forholdet mellem en ældre mand og hans to sønner. Den handler om en mand som ikke tager let på moral og samvittighed, dog uden at tale højt eller blande sig mere end højst nødvendigt. I stedet tænker han meget over hvad der er ret og uret både hjemme, på arbejdspladsen og det omgivende samfund, han tænker over sin fars skæbne og sine to forskellige sønners liv: den ene en omgængelig studerende, den anden en hadefuld politisk aktivist. Man følger manden fra han bryder op fra sin oprindelige landsby til han efter 20 års arbejde og smuldrende familieliv i en større by vender tilbage alene til huset i landsbyen. Et besøg i fængslet hos sin drabssigtede ældste søn giver manden selvbebrejdelser og ryster ham i den grad at han har svært ved at se meningen med at leve videre. Dog vælger han i sidste øjeblik livet, efter at have genkaldt sig sin fars ulykkelige men ærefulde endeligt og efter at have haft en intens oplevelse af skønheden i naturen. Her er det han åbner øjnene og tilsyneladende opnår en indsigt; tidligt i romanen har han spurgt sig selv om Gud lægger had og stupid blindhed i vores øjne. Det hele er skildret på en særdeles rolig måde, der er lange fine beskrivelser af dagligdags foreteelser, f.eks. situationen hvor manden gør madvarer klar til en middagsret for ham og den yngste søn. Og omgivelserne beskrives ligeledes indgående og smukt, så man nærmest føler man selv står midt i den varme duftende spanske natur. Forfatteren benytter sig af gentagelser som når han flere gange omtaler den brune bulmeurt og de hvide gribbe, man kan tænke sig at sådanne naturforeteelser har en symbolsk betydning for manden, i hvert fald får det ham til at tænke tilbage på hvad hans egen far sagde om dem. Sproget skal man lige vænne sig til, da der indimellem er meget lange lidt indviklede sætninger, men den virker godt oversat, det danske glider let. Man kunne som læser godt blive lidt forvirret over at forfatteren har navngivet farfar, far og søn med samme fornavn Felipe, man må nogle gange tænke sig om for at følge med. Fortjener stor udbredelse for den smukke fortælling og for det rørende indhold.
Forfatteren er spansk og bogen foregår i Spanien fra omkring 60’erne og frem til årtusindskiftet ,vil jeg tro, men med tråde tilbage til den spanske borgerkrig. Hovedperson og stemme i bogen er Felipe Diaz Carrion, hvis liv begynder og slutter i en lille by, hvor hans slægt – far og farfar med samme navn – har levet og arbejdet. Vores Felipe er dog nødt til at forlade byen, da hans arbejdsplads – et lille trykkeri – må lukke pga den teknologiske udvikling. Hans kone presser på, for at de skal søge mod de større byer, hvor der er arbejde at få, og det affinder han sig med, og får arbejde på en stor fabrik. På mig virker han som en mand der står uden for tiden – han er fokuseret på jorden og landskabet – naturen og vejret er hans pejlemærker frem for samfund og politik. Vi møder ham, da han er flyttet tilbage til sin landsby efter 20 års fravær og han har flg. Refleksion: ”De ting der forbliver uforanderlige, er dem , der taler til os, og de gør det uden omsvøb. Noget andet er, om vi er i stand til at lytte”. Det var hans far, der udtrykte denne holdning, og faderen, – må han hvile i fred – bliver ofte citeret – som svar på de hændelser, han ikke synes, han har kontrol med. Med flytningen fulgte nemlig gradvis en afstand mellem ham og konen samt den ældste søn, der i teenage-årene blev del af en radikal politisk gruppering – og var delagtig i en bortførelse af en leder fra faderens arbejdsplads. Sønnen og konen behandler ham med foragt og hån pga hans apolitiske ståsted, og sønnen flytter hjemmefra uden at sige farvel (det antydes at ham må forlade Spanien pga politisk aktivitet). Felipe får , da fabrikken overtages af nye ejere, mulighed for at gå på førtidspension, og kan flyttet tilbage efter 20 år – men der er selvfølgelig også sket forandringer – de mennesker han kendte er blevet ældre – og har fået sværere ved at klare hverdagen – men naturen og turen ud til jordstykket er fortsat det samme. ”Var det mon så vanskeligt at lære at vælge det bedste af det nye og kassere det ringeste af det gamle i stedet for det modsatte”. Han har ikke kontakt til sin kone og den ældste søn, men den yngste søn kommer på besøg – for at fortælle ham, at den ældste søn har slået en mand ihjel som led i en terrorhandling. Det er en forfærdelig handling, som han næsten ikke kan rumme – og han må opsøge sønnen i fængslet for at se, om han angrer sin handling. Det gør han ikke, han udviser den samme hånlige foragt for faderen, som han har gjort siden han var teenager, og Felipe tager forstenet tilbage til landsbyen – på vejen fortæller han sin yngste søn, hvordan hans farfar blev dræbt af politiske grunde i borgerkrigen – og han ser en gentagelse af de politiske terrorhandlinger fra sin søn. Hjemme igen sidder han og gransker gamle fotografier af Juan – har lagt dem op i rækkefølge – for om muligt at kunne finde ud af, hvornår han blev en anden person-” Kan du se? Kan du se at det ikke er ham? Kan du se, at han på ingen måde har det samme blik?” Han er forælderen der føler sig skyldig i sønnens handling og søger at finde en årsag og et tidspunkt, hvor ændringen sker, og hvor han måske kunne/skulle have handlet. Her tænker jeg, at mange forældre vil kunne genkende oplevelsen af skyld, når deres børn på en eller anden måde er i vanskeligheder. Bogen er et stærkt indlæg i en debat om den enkeltes rettigheder overfor politiske ismer og floskler, og lægger vægt på, hvordan vi handler overfor hinanden fremfor hvilke fraser vi kan sige.