Er du vild med at læse bøger, og elsker du Latinamerika? Så har du nu muligheden for at læse og diskutere latinamerikansk litteratur oversat til dansk, samt at opleve nye kulturer helt tæt på. Os i Forlaget Aurora Boreal, som til daglig beskæftiger sig med at oversætte latinamerikanske bøger til dansk, inviterer nu indenfor til en hyggelig og spændende ny bogklub, hvor du har muligheden for at opdage det fantastiske ved latinamerikansk, spansk og portugisisk litteratur.
Bogklubben vil hver tredje onsdag i måneden samles for at diskutere en ny bog. Der vil være mulighed for, at snakke om og diskutere bøgernes forfattere, handling og stil, samt være med til at udvælge de fremtidige bøger, der vil blive diskuteret i bogklubben. Det hele vil foregå på dansk.
Ved visse lejligheder vil bogens forfatter deltage i arrangementet, hvor det vil være muligt at stille dem spørgsmål til deres bøger.
Du har som gratis medlem af bogklubben gode fordele og muligheder som:
– At opdage og lære en masse nyt om de dygtige latinamerikanske forfattere.
– At dele og diskutere dine tanker om bøgerne sammen med andre deltagere.
– At møde nye mennesker og tilbringe nogle hyggelige timer sammen med dem.
– At opleve andre kulturer og en helt ny verden.
Så er du vild med udenlandsk litteratur, eller kunne du bare godt tænke dig at udforske det, så mød op d. 21 oktober (on line) kl. 19.00 til vores første bogklub, og tilbring nogle hyggelige og spændende timer sammen med os.
Indtil der er opdateringer fra lokale myndigheder, der konkluderer, at det er sikkert at fortsætte med at mødes personligt, vil vi afholde onlinemøder.
The Farm, the latest novel by Héctor Abad —who in Spanish signs his books as Héctor Abad Faciolince— solidifies the author’s position as one of Latin America’s most important contemporary authors. As with his best-known work, Oblivion: A Memoir (2006), The Farm taps the author’s personal and family history, though now, obviously, as full-blown fiction. The Farm is a family saga that begins in the eighteenth century, when a descendant of converted Jews, Abraham Santángel, arrived in the Antioquia region in Colombia; continues to 1861, when Isaías Ángel and Raquel Abadi, a last name soon to be shortened to Abad, help populate the town of Jericó and, in 1886, found La Oculta, the name of the titular farm; to the last three descendants to hold the surname Ángel—Antonio, Pilar, and Eva— who, after suffering the violence of the guerrillas and the even greater brutality of the paramilitaries, decide to sell the majority of the farm, and see it transformed into a subdivision. Narrated in alternating chapters by Antonio, Pilar, and Eva, the novel begins with the death of their mother, Anita. Her passing marks the beginning of the end of La Oculta, since only Pilar has inherited the “need to hold land,” a trait that according to the novel had until then characterized all inhabitants of the region of Antioquia. Despite its full acknowledgement of the horrors that can be found in Colombia’s history, The Farm celebrates this (supposedly non-racist) Colombian Jeffersonian democracy of small landowners, and laments its substitution by a purely market-driven view of the land, as of everything else. The novel can, therefore, be seen as representing the history of Colombia—more exactly, of one way of being Colombian—from the hopes of independence, to the utopian moment that, according to the novel, informed the founding of Jericó, to our con- temporary market-centered reality. But Antonio, Pilar, and Eva can also be seen as representing the dissolution of this earlier Colombia in other ways beyond the breakdown of the landed estates. While Pilar represents residual versions of Colombia —patriarchal, but not abusive; conservative, but not dogmatic— Antonio is gay and lives in New York City with Jon, an African-American artist, while Eva has been married three times, in part due to her inability to tolerate any traditional patriarchal behavior, and, surprisingly, at the end finds a younger female partner. To Abad’s great credit, they are all fully fleshed characters, whose reasons are presented to the reader with clarity and com- passion. In this manner, the appeal of an idealized vision of traditional Colombia does not overshadow emergent and alternative ways of living. (However, the novel acknowledges, though it does not stress, that many of the historical evils of Colombian history were compatible with, if not the result of, this idealized Jeffersonian society. For instance, the paramilitary was created and supported by the region’s landowners). Given the novel’s obvious attempts at creating something like a national allegory, it is tempting to relate The Farm to One Hundred Years of Solitude. Like Gabriel García Márquez’s classic, this is also a story of social foundation, decline, and destruction. Both novels echo the story of Abraham. In fact, the first Ángel to travel to Colombia is named Abraham, Jericó (Jericho) is the name of the town to which Elías (Elijah) arrives and where he founds La Oculta. In fact, in one passage, Antonio retells his family history from Abraham to the founding of La Oculta in a style that resembles that of Genesis. However, as anyone who has read Abad’s earlier work or any contemporary Latin American narrative would expect, The Farm is written in a realistic style far from García Márquez’s magic fancies. Ambitious and highly readable, The Farm (Det fortabte paradis in Danish) is a major novel by one of Colombia’s major novelists. Despite some flaws —for instance, “negros” is mistranslated as “Negroes,” as if the book had been written in 1950; “conservadores” (conservatives) as “Tories,” as if it were set in England— Anne McLean’s translation does a good job of rendering Abad’s careful prose.
J.A.González Sainz´ Det Blinde Øje beskriver forskellen mellem den jævne, enfoldige mands nøjsomme og ensformige tilværelse og de politiske kræfter, der med voldelige midler vil ændre samfundet. Felipe Diaz Carrión, søn af Felipe Diaz Diaz og far til Felipe Diaz, er tæt forbundet til naturen, til jorden han dyrker. Han går i sin fars og farfars fodspor. Han fortsætter deres levevis og tankegang, har nok i sit arbejde på et trykkeri og trives bedst med at dyrke sin lille jordlod. Midt i livet rykkes han op med rode og må flytte til storbyen med betonhuse og et trivielt, kedeligt arbejde på en fabrik. Han lukker øjnene – bogens titel – for de politiske intriger og ulmende oprør, der sker omkring ham, indtil det går op for ham, at hans kone og ældste søn er involveret i bevægelser mod styret. Så stopper han op og vender tilbage til sin stille og enkle tilværelse i landsbyen, til naturen og sin jord. – Hans yngste søn, også en Felipe, følger som han selv i slægtens spor, men sønnen går det skridt videre fra at leve i naturen på dens betingelser til at studere naturen videnskabeligt for at følge med tiden og dens nye opdagelser. Sproget er Felipes indre monologer og tanker og ikke mindst alt det, hans far og farfar har fortalt og lært ham. Almuevisdom, en enkel filosofi, der er dikteret af naturen og Felipe´rnes opfattelse af mennesket – ikke som behersker af naturen, men som samarbejder med naturen. En symbiose mellem de to. Sætningerne er lange, meget lange. De indeholder Felipes tanker og meninger, og når man tænker er det ikke i korte, koncise sætninger. Én tanke føder en ny, der føder den næste og den næste. Sproget er smukt enkelt, præget af en enfoldig mands gode, sunde og jævne meninger. Det er en fin bog, der skal læses langsomt. Man kunne ønske, verden bestod af mange flere Feliper.
Det er en forunderlig bog, der er skrevet i et meget særpræget sprog: Lange passager med mange indskudte sætninger. Et stykke tid irriteredes jeg over den snørklede syntaks og deraf følgende langsomme læsning, og jeg prøvede at sætte tempoet op, men det betød, at jeg tabte tråde og mening. Efterhånden vænnede jeg mig dog til det særlige sprog og begyndte at se en mening med det. Sproget er en slags indre dialog og fyldt med beskrivelser og forestillinger, ligesom når Felipe går på sin vej og sanser og tænker. Via sproget opstår der hos læseren efterhånden en langsom og gradvis bundfældning og opklaring af fortiden og de forhold, der har formet Felipe som en tilsyneladende stærk, besindig og modig mand i pagt med naturen, men også som en svag og handlingslammet familiefar. Romanens titel – på spansk “Øjne som ikke ser” og på dansk det dobbelttydige “Det blinde øje” er vel forfatterens kommentar til, at Felipe er blevet angrebet af de hvide gribbe, der æder øjnene først. Hvis Felipe havde ladet være med at vende det blinde øje til sønnens radikalisering, kunne han måske have forhindret det.Det er en sær og smuk bog – skrevet i disse snørklede formuleringer – om skæbne, skyld og ansvar. Samtidig skildrer den en stor længsel efter en mere enkel livsform i pagt med natur og sansning.
Bemærkelsesværdig roman oversat fra spansk om forholdet mellem en ældre mand og hans to sønner. Den handler om en mand som ikke tager let på moral og samvittighed, dog uden at tale højt eller blande sig mere end højst nødvendigt. I stedet tænker han meget over hvad der er ret og uret både hjemme, på arbejdspladsen og det omgivende samfund, han tænker over sin fars skæbne og sine to forskellige sønners liv: den ene en omgængelig studerende, den anden en hadefuld politisk aktivist. Man følger manden fra han bryder op fra sin oprindelige landsby til han efter 20 års arbejde og smuldrende familieliv i en større by vender tilbage alene til huset i landsbyen. Et besøg i fængslet hos sin drabssigtede ældste søn giver manden selvbebrejdelser og ryster ham i den grad at han har svært ved at se meningen med at leve videre. Dog vælger han i sidste øjeblik livet, efter at have genkaldt sig sin fars ulykkelige men ærefulde endeligt og efter at have haft en intens oplevelse af skønheden i naturen. Her er det han åbner øjnene og tilsyneladende opnår en indsigt; tidligt i romanen har han spurgt sig selv om Gud lægger had og stupid blindhed i vores øjne. Det hele er skildret på en særdeles rolig måde, der er lange fine beskrivelser af dagligdags foreteelser, f.eks. situationen hvor manden gør madvarer klar til en middagsret for ham og den yngste søn. Og omgivelserne beskrives ligeledes indgående og smukt, så man nærmest føler man selv står midt i den varme duftende spanske natur. Forfatteren benytter sig af gentagelser som når han flere gange omtaler den brune bulmeurt og de hvide gribbe, man kan tænke sig at sådanne naturforeteelser har en symbolsk betydning for manden, i hvert fald får det ham til at tænke tilbage på hvad hans egen far sagde om dem. Sproget skal man lige vænne sig til, da der indimellem er meget lange lidt indviklede sætninger, men den virker godt oversat, det danske glider let. Man kunne som læser godt blive lidt forvirret over at forfatteren har navngivet farfar, far og søn med samme fornavn Felipe, man må nogle gange tænke sig om for at følge med. Fortjener stor udbredelse for den smukke fortælling og for det rørende indhold.