Svømmerne fra Urubamba | Forfatter Lucas Ruiz | Forlaget Aurora Boreal 2025 | Oversat fra spansk af Ditte Brandt Gadegaard |
Anmeldelse af Pia Ellegaard
Man digter sit liv
Overgreb
Her skal allerede lyde en advarsel. Hvis man føler sig tryg ved at have fået sit moralske kompas kalibreret og uden tøven kan identificere et seksuelt overgreb og fordømme en overgrebsperson, så skal man ikke læse romanen Svømmerne fra Urubamba af Lucas Ruiz. I dette romanunivers bringes ikke kun personerne, men også læseren, i tvivl om sin egen dømmekraft. Hvad er der faktisk sket, hvorfor, og hvordan kan det forstås? Man kan fare vild på samme måde som hvis man forsøger at bruge sit kompas på Nordpolen
Metafiktion
Helt fra begyndelsen, og med jævne mellemrum i løbet af romanen, gør fortælleren opmærksom på at hovedpersonen, Matias, med stort besvær skriver på en roman. Den har samme titel som Lucas Ruiz’ roman, Svømmerne fra Urubamba, og undervejs i denne metafiktion udviskes også grænserne mellem de to romaner, og mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Hvad Matias har oplevet og oplever, lægger han mere og mere over i sin roman. Han, og dermed også læseren, får svært ved at skelne mellem det faktuelle og det der udspiller sig i hans manuskript.
Romanen er bygget op i både adskilte og sammenhængende fiktive lag. Hvad der tager sig ud som fakta indenfor et af de fiktive lag, kan meget vel i et andet lag fremtræde som usikker erindring, det kan være indbildt, det kan være bevidst løgn, eller det kan være fiktivt stof i Matias’ roman. Hvilken fremstilling der er mest sand, får stå hen i det uvisse, for ligesom romanen kan bevæge sig fremad mod erkendelse, kan den meget vel i sit forløb bevæge sig tilbage igen, i modsigelse og fornægtelse. Lucas Ruiz har på denne måde bragt selve formen i overensstemmelse med hvad han i indholdet viser om sine personers bevidsthed, deres oplevelse af sig selv, af deres eget liv og af mennesker omkring dem. Personernes objektive virkelighed er meget skrøbelig, den kan på foruroligende vis løbende omformes, betvivles, brydes ned og genformes. Det sker på et subjektivt grundlag, flere steder i en usikker eller dybt fortvivlet tilstand og i en uafsluttet proces. Hvor denne omformning af virkelighed gøres bevidst, bliver der tale om en art digterisk proces, i lighed med den som forfatterpersonen Matias er i gang med. Man digter sit liv ligesom man skriver en roman. I praksis bliver Matias’ forfatterbevidsthed trængt i baggrunden, og han begynder at flette de to ting, liv og digtning, sammen i sin roman. På et tidspunkt går det op for ham at en bestemt person i hans nærhed kun eksisterer i hans roman. – Eller kan det tænkes at være omvendt? Personen eksisterer måske, men Matias eller fortælleren digter en benægtelse.
Resumé
Disse komplikationer gør det svært at resumere romanen. Men jeg vil forsøge, og man kan i det følgende selv indføre et “tilsyneladende” på passende steder.
Matias er spanier, gift med en dansk kvinde, Anja, og bosat i Danmark. Hun arbejder som advokat, og han er ansat som oversætter og korrekturlæser på et forlag. De har to små børn og er ved at blive skilt. Anja lider under sin egen perfektionisme og ansvarsbyrde som står i skærende kontrast til Matias’ tilbagelænede, selvtilstrækkelige uansvarlighed. Netop da hun er ved at bryde sammen, indleder hun et passioneret, hemmeligt forhold til en gift mand, en politibetjent. Hun oplever ham som vulgær, men hun ved ikke at han er voldsparat og en storforbruger af kvinder.
Pludselig modtager Matias en opringning fra sin svoger og tidligere ven, Alberto, om at hans mor i Spanien er indlagt og nok ikke har langt igen. Matias har i mange år næsten ikke set sin familie i Spanien, men han haster derned, nærmest i en flugt fra problemerne. Han bliver hentet af Alberto i lufthavnen og kørt ud til moderens tomme hus. Hos Alberto kan han ikke bo, for Laura, Matias’ søster, vil umiddelbart ikke møde ham. Hun har dog skrevet et halvvejs forsonende brev til sin bror og lagt det ind i et skrivehæfte som hun mener tilhører ham, og som Alberto overrækker ham. Titlen på hæftet er “Vers fra et skibbrud”, og det er ganske rigtigt også titlen på Matias’ erotiske digte fra 13-årsalderen, men det viser sig at være et helt andet hæfte.
På hospitalet er det vigtigt for moderen at bede Matias om tilgivelse. Han ved godt hvad det drejer sig om, siger hun, selv om han benægter det. Derefter glider hun tilbage i bevidstløshed. Matias’ tilbagekomst og moderens bøn om tilgivelse konfronterer ham langsomt med noget som har splittet og ødelagt hans spanske familie, og som han kun delvis har fortrængt i sin tilværelse i Danmark.
I de følgende uger sidder han på hospitalsstuen hos sin bevidstløse mor, distanceret og med sin computer. Han arbejder med sit forlagsarbejde og med sin roman. Sideløbende læser han lidt i det hæfte han har modtaget, og her tydeliggøres efterhånden hvad der skete. Hæftet er en dagbog, skrevet af moderens meget tætte veninde, Lea. Dagbogen er en lang monolog, formet som en henvendelse fra den 40-årige Lea til den 13-årige Matias, om hvordan hun bliver forsvarsløst forelsket i ham, og om hvordan hun ikke kan modstå hans forførelse. Hun har sneget sig ind på drengens værelse og smuglæst i det hæfte hvor han skriver erotiske digte. De virker intellektuelt og sprogligt langt forud for hans alder og erfaring, men det ser hun ikke, for hun føler kun at de er skrevet om hende: “Sider af salt som berøringen ophidser / Døden ved din side / Begærets højvande / Den lykkelige trøst som flygter fra redning / Strandet for altid oven på dig / Mit begærs frugtbare ø” (s. 83).
For Lea bliver det starten på en besættelse, og hun projicerer sin erotiske passion over i Matias, indleder et seksuelt forhold til ham og fremstiller ham i dagbogen sådan som hun oplever ham: en bevidst og nydende strategisk forfører. Hvis Matias oplever sig som en isoleret og selvusikker dreng, forvirret over sin egen seksualitet i forholdet til den yderst tiltrækkende voksne kvinde, så oplever hun modsat at det er ham der bevidst driver hende til fortvivlelse: “Men? Hvad i alverden er der sket? Hvor er du nu henne? Hvad er det du foretager dig? Du skal ikke køre rundt med mig. Det kan jeg godt fortælle dig. Giv mig dog et livstegn. Jeg kan ikke holde det ud.” (s. 130)
På moderens stue arbejder sygeplejersken Sara. Hun falder i snak med den evindeligt læsende og skrivende Matias, og han fortæller hende om handlingen i sin roman: En mand har oplevet et tab som afføder en dyb smerte, og han flygter ud i regnskoven i Peru, ud i en farlig sejlads på floden Urubamba (jf. titlen). Her afbryder Sara ham i beretningen. Hun ser kun ét tab som kunne sende manden på sin desperate flugt, nemlig det hun selv har oplevet. Hendes 13-årige søn druknede, og Sara oplever at ulykken skete fordi forældrene i mangel på opmærksomhed og omsorg ikke anede hvor han var. Sara har nægtet at komme videre derfra, er blevet skilt og søger at dulme sin sorg ved at have kærlighedsløs og uforpligtende sex med mange forskellige mænd. Matias og Sara indleder et forhold som kulminerer i et sadomasochistisk samleje hvor hun er tæt på at kvæle ham til døde. Midt i frygten oplever han overvældende nydelse, bryder i gråd og ender med at føle sig genfødt. Sara forløser Matias, og hun forløser hans roman med sin tragiske fortælling.
Matias bliver færdig med romanen samtidig med corona-nedlukningen. Han kan ikke længere få tilladelse til at opholde sig på hospitalet, og han tager et af de sidste fly til Billund.
Omsorgssvigt
Et væsentligt tema i romanen er omsorg og svigt. Den helt unge Matias udsættes for et seksuelt overgreb af Lea, men selv har han, også som voksen, en grundfølelse af medvirken, medskyld, eller måske ligefrem af uskyld på begge sider. Det traumatiske for ham var og er ikke selve det seksuelle forhold, men i langt højere grad chokket i et efterspil hvor hans mor og søster bortdømmer både ham og hans far. Lea betragtes som seksuelt offer for både far og søn, og dermed kan hun konsolidere sin plads i Matias’ familie som ekstremt tæt veninde med både mor og datter. Matias bliver sendt på kostskole, bortvist af familien i et exil som senere fortsætter i Danmark. Matias’ far fordømmer Lea, og han tager i første omgang drengen med sig ud af hjemmet. Men faderen kan heller ikke i længden drage omsorg for Matias. Han er selv i krise, i social deroute og på vej ud i alkohol. Den 13-årige dreng bliver nærmest familieløs. Moderen har omfattet ham med grænseløs omsorg, men pludselig forstøder hun ham, og det er sandsynligvis det hun beder om tilgivelse for på sit dødsleje.
Forræderi
Som voksen bliver Matias bevidst om at han som 13-årig selv er et vigtigt led i en kæde af forræderier i et macho-spil som fører til hans forstødelse. Alle rigtige drenge har kærester, så Matias betror sig til sin lidt ældre ven, Alberto, om sit hemmelige forhold til Lea. Matias får således prestige og point ved at forråde Lea. Alberto forråder dernæst Matias’ fortrolighed ved at opsøge Lea. Han vil selv prøve at have sex med hende. Af Leas dagbog fremgår det at hun smækker døren i for Alberto, men ifølge Alberto er hun “en god hoppe” (s. 39). Uanset hvad der faktisk sker, så opfatter Lea hele sin situation som et forræderi fra Matias’ side, en degradering hvor hun kan risikere alt: ægteskabelig opløsning og social udstødelse. Samtidig er hun desperat over hvad hun oplever som svigt i et passioneret kærlighedsforhold, og hun forråder Matias ved grædende at betro sig til hans mor. Lea fremstiller Matias som forføreren, får moderens tilgivelse, hvorefter hun alligevel forsøger selvmord. Endelig forråder moderen sin søn ved at vælge ham fra til fordel for den veninde hun er dybt afhængig af. Matias kommer til at betale hele prisen, mest af alt på grund af sit køn, sin sociale klasse, sin tid og sin kultur. Matias’ mor, men især Lea, lever som guldfugle i bur, som statussymboler, i fælles frustration over mandkønnet. Fra det sted kan de ikke se Matias som han er, og de ser heller ikke at de svigter ham fatalt.
Urubamba
Temaet omsorgssvigt forbindes på et dybere plan med voldsom angst, og oplevelsen af drukneulykker bliver et symbol for denne grundangst.
Matias’ far lever som en gammel, svigtet og svækket mand, ensom, desorienteret og socialt degraderet, og han forsøger at bevare stumper af sit tidligere liv med bøger og musik. En dag på stranden føler han sig mistænkt for at være børnelokker, og han svømmer så langt ud fra kysten at han ikke kan svømme tilbage. Han svømmer i en forestilling om at han har svigtet Matias og skal ud at redde ham fra Lea eller fra at drukne. Derude føler han at “hans hjerte stopper, og at hans krop med armene spredt ud som vingerne på en gammel mølle trist kører rundt på et grønt og mørkt hav.” (s. 335)
Saras søn, Adrián, er det mest tragiske eksempel. I Matias’ roman (kap. 30) flettes Saras beretning om den forfærdelige drukneulykke fuldstændig sammen med en anden yderst livsfarlig situation på floden Urubamba i Peru. Mens Sara og hendes mand panikslagne leder efter deres forsvundne søn, er en helt anden drukneulykke således tæt ved at ske et helt andet sted. En båd på en guidet flodtur kastes frem og tilbage i Urubambas oprørte vand. Guidens søn falder overbord og er nær ved at drukne. Da han bliver reddet op, reagerer en jeg-fortæller (eller Sara? Matias?) på en eksistentiel grundangst: “… endelig kommer tårerne ud af min krop, jeg græder uden ophør, med et forsinket motiv, utrøsteligt, skjult eller kamufleret i nattens skrækindjagende mørke. Alle nætters skrækindjagende mørke.“ (s. 258)
Udtoning
Sidste kapitel udgør med tilbagevirkende kraft en ramme om hele romanen og er et nyt, overraskende og idyllisk lag som ikke skal røbes i detaljer. Men der kommer lidt nervøs vibrato på mantovani-violinerne. For kan det her nu passe? Og har Anja overladt sine små børn til sin elsker, en vulgær og voldelig person, fordi hun naivt og lykkeligt skal hente sin Matias? Måske ikke, for hun er jo selv trådt ud af historien om utroskab og ind i det sidste fiktive lag.
Ansvaret og skylden, angsten og traumet er så intenst og nuanceret behandlet gennem romanen at de ikke kan opløses eller rystes af, heller ikke i den afsluttende idyl. Det er også Lucas Ruiz’ fortjeneste at fx de to foruroligende kvindeskikkelser, Lea og Sara, bliver stående. De eksisterer ikke, men de insisterer!
Lucas Ruiz debuterede som fiktionsforfatter i 2014 med novellesamlingen El esquiador de fondo” (Langrendsskiløberen, 2017). Som læser må man insistere på at han fortsætter med at skrive ekspressiv, sindrigt komponeret og foruroligende fiktion.
