Udgivet i Skriv en kommentar

Evelio Rosero, Colombia

Evelio Rosero

Født i Colombia i 1958.

Colombia (1958). Forfatter med mere end tyve bøger bag sig: 14 romaner, 2 novelle-samlinger og 6 børne- og ungdomsbøger. Han er oversat til 19 sprog og har vundet flere colombianske og internationale priser. Tre af hans romaner: Hærene, Juliana ser dem og Min kammerat Toño Ciruelo er oversat til dansk.

Min kammerat Toño Ciruelo

Min kammerat Toño Ciruelo krimi tager læseren med ind i demaskeringsprocessen af en morder med mange ansigter, som lidt efter lidt afsløres for til sidst kun at efterlade ét – ofrenes. Forfatteren Evelio Rosero giver med denne roman et portræt af en morder. Den er en dyster rejse gennem Toño Ciruelos liv fortalt af hans barndomsven, forfatteren Eri Salgado, som efter 20 år pludselig konfronteres med Ciruelo igen. Eri Salgado går tilbage i tiden i fortællingen om, hvordan denne ondskab er opstået. Vi føres via en række historier gennem Toño Ciruelos barndom og ungdom, gymnasietid, universitetsstudier og arbejdsliv – en række små og ubetydelige episoder, men også andre mere komplekse – som alt sammen har været medvirkende til skabelsen af et monster. Samtidig udspiller Colombias historie i slutningen af 1960’erne sig i baggrunden. Rekonstruktionen af Toño Ciruelos liv opbygger svaret på, hvordan en person, som for det ydre blik virker helt normal, kan rumme så mørkt et indre.

Hærene

Livet kunne synes idyllisk i San José, en lille colombiansk landsby, hvor Ismael, en gammel pensioneret skolelærer, lever et fredeligt liv sammen med sin kone Otilia. Til hendes store skam tilbringer han dagene med at spionere på sin smukke nabo, der ligger nøgen i solen, med den undskyldning, at han plukker appelsiner.

Men da der ankommer bevæbnede bander, som man ikke kan skelne fra hinanden – paramilitære, guerillakrigere, narkohandlere – går det hele i opløsning. Indbyggere bliver brutalt myrdet, andre bortført, bortførerne kræver løsepenge, og frygten hersker i folks sind. Ismael begynder at miste hukommelsen og forstanden; han kan ikke længere finde vej hjem, genkender ikke længere ansigter, og han farer vild i sine minder og i landsbyens gader på jagt efter sin forsvundne kone. Indbyggerne flygter, men han beslutter sig for at blive midt i ruinerne for at vente på Otilia, hans eneste og sidste ledetråd i livet.

Ismael, en vaklende, patetisk og stammende gammel mand, der dog er oprørsk helt ind i sit eget vanvid, er fortælleren i dette blodige kaos, hvor landsbyen San José fremstår som et glødende koncentrat af et Colombia, der er hærget af vold og gidseltagninger.

For sin roman Hærene har Evelio Rosero modtaget følgende priser:

  • Den spanske Premio Tusquets i 2007
  • The Independent Foreign Fiction Prize fra Storbritannien i 2009
  • Det colombianske kulturministeriums romanpris i 2014
  • Den danske ALOA-pris i 2011

Klik her for at se videoer af vores forfattere

Foto © Sandra Páez

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *