Hovedpersonen, Felipe Diaz møder vi i landsbyen, hvor generationer før ham har levet deres liv, men den tekniske udvikling har gjort, at bogtrykkeriet, hvor han i mange har arbejdet som ufaglært, er gået konkurs, og han kan ikke opretholde livet og forsørge sin familie med tilfældigt arbejde. Familien søger mod nord på hans kones foranledning sammen med deres lille søn, Juanjo. Her får han arbejde på en fabrik, de køber en lejlighed og får endnu en søn. Alt burde således være såre godt, men er det ikke. Felipe Diaz kan ikke finde melodien på det nye sted, og familien splittes og lever hver deres liv. Hans kone, Asun får veninder og andre interesser, også politiske som deres ældste søn, der også bliver voldelig og kommer i dårligt selskab. Helt galt bliver det, da fabriksejeren bliver bortført, og Felipe Diaz sammen med andre demonstrerer på torvet gang på gang og ender med at blive overfaldet. Det viser sig, at fabriksejeren, der efter næsten et års fangenskab under forfærdelige forhold ved en aktion bliver befriet, at denne har lidt så stor psykisk skade, at han ikke er i stand til at drive firmaet videre, og efter et hjemligt opgør, forlader Felipe Diaz byen med sin yngste søn. Han deler sin fars interesse for naturen og bliver ved et deltidsjob som tjener og hjælp fra faderen i stand til at læse ved universitetet i Madrid. Selv tager han tilværelsen i landsbyen, som han forlod, op igen og har god kontakt med den yngste søn, der jævnligt besøger ham. En dag ringer sønnen og siger, at han kommer hjem. Felipe Diaz har en stærk fornemmelse af, at der er er noget galt, og det er der også. Juanjo er kommet i fængsel efter at have begået flere drab, og besøget hos ham bliver katastrofalt for hans far, som han overdænger med grimme ord og beskyldninger. Det gør ham ikke bare gammel og trist, men han fatter ikke, hvordan han har kunnet opdrage et menneske som ham og går i rette med sig selv, er på mere end selvmordets rand. Gennem hele bogen har Felipe Diaz gang på gang refereret til sin egen far og hans liv og meninger, altid ledsaget af ordene:” må han hvile i fred”, og nu kommer så beretningen om hans skæbne og det klippepunkt, der altid har betydet så meget for Felipe Diaz. Det er en fantastisk bog og med et lige så fantastisk sprogbrug. Sætningerne indeholder så megen livsvisdom, og Felipe Diaz siger et sted i kapitel 13:
“ belæst, jeg har jo ikke læst”. Netop på disse sider finder jeg, at alt, hvad jeg havde tænkt om denne mand, gengives her. En vis mand, opvokset uden den store skolegang. Han er så godt beskrevet, og om end meget af læsningen er barsk, er det en anbefalelsesværdig bog. Min kompliment, også til oversætteren for den geniale måde at gøre den smukke tekst tilgængelig for os dansk.
Elisabeth Bank Lorenzen
Gentofte hovedbiblioteks Anmelderklub