Det år vi talte med havet – CHILE

Bog
(2 kundeanmeldelser)

Tvillingerne Julián og Jerónimo Garcés er vokset op sammen i en velhavende familie. Den ene har intet ønske om nogensinde at forlade fødeøen; den anden længes efter at udforske verden. En fortielse og kærligheden til Milena ender med at adskille brødrene i et halvt århundrede.

295,00kr.

Varenummer (SKU): 978-87-93935-97-6 Kategori:

Beskrivelse

Det år vi talte med havet

Det år vi talte med havet. Tvillingerne Julián og Jerónimo Garcés er vokset op sammen i en velhavende familie. Den ene har intet ønske om nogensinde at forlade fødeøen; den anden længes efter at udforske verden. En fortielse og kærligheden til Milena ender med at adskille brødrene i et halvt århundrede.

De har for længst mistet kontakten, da journalisten Jerónimo i slutningen af sin karriere under en rejse tilbage til hjemlandet hyrer gringoen Mike til at flyve sig ud til sin fødeø. Han aner ikke, at han vil være ude af stand til at forlade den i et helt år, og at han bliver nødt til at konfrontere sin fortid og sin bror på godt og ondt.

En isoleret ø i Stillehavet, der ikke figurerer på landkortene, en pagt med djævlen, myten om den sunkne guldklokke, en kirkegård uden døde ved siden af familiens store, forladte hus og en taverna i et grundstødt skib er sammen med jorden, himlen og havet, traditionerne og kunsten nogle af de elementer, der udgør bagtæppet for denne magiske, næsten mytiske skæbnefortælling.

Om Andrés Montero

Født i Santiago de Chile i 1990, forfatter og mundtlig historiefortæller. Andrés Montero har udgivet to romaner, en novellesamling, en essaysamling og fire børnebøger. Han har en kandidatgrad i litterær skrivekunst fra Universitat Pompeu Fabra i Barcelona. I 2017 vandt han X Iberoamerikanske Romanpris Elena Poniatowska i Mexico City for romanen Tony Ninguno, og i 2022 modtog han Prisen for Bedste Litterære Værker, Det Chilenske Sprogakademis Pris, Kunstkritikerforeningens Pris og Santiago Kommunes Pris for La muerte viene estilando.

 

Begynd at læse

Det år vi talte med havet

Vi så det komme, da sommeren var ved at gå på hæld. Den lune luft, det oprørte hav, fuglenes bevægelser, alt tydede på regn eller på efterårets fremskyndede ankomst. Snart ville vi opdage, at det ikke var tilfældet, at der endnu var nogle varme dage tilbage, og at det, der i virkeligheden skete, var, at øen ville fortælle os, at vi fik besøg. Derfor rykkede den lidt på sig for at advare os, for vores ø ved udmærket, at det, der vækker vores opmærksomhed, ikke vil være hverken støj eller stilhed, hverken havets brusen eller en jordrystelse, heller ikke lyset fra en meteorit eller larmen fra krydstogtskibene, ikke det store, ikke det enorme, for det, man umiddelbart får øje på, har slet ikke brug for os, og så er det mere enkelt at fortsætte forbi på selve øen, som så udmærket ved, at vi tværtimod påvirkes af de mindste ændringer, som kræver, at vi kaster endnu et blik på det, træder et skridt tilbage, gør en stille vurdering af forskellen: alle de tegn, der pludselig viser sig for os og får os til fascinerede at forstå, at de har været der i flere dage, sneglet sig rundt på øen for at bane sig vej mellem sprækkerne i det identiske.

Sådan var det, at vi den morgen blev advaret af luftens blæsende lunhed, havets lette oprørthed, fuglenes nervøse vingeslag og selvfølgelig den spøgelses­agtige, fjerne kimen fra den sunkne klokke, som i virkeligheden var det, der for alvor vækkede os, tvang os til at se op fra jorden og modtage den sværm af tegn, som øen i tre eller fire dage havde spundet for os med en lille bitte edderkops tålmodighed.

– Der kommer nogen, sagde vi så og lod spaderne stå i jorden og lagde riverne fra os og piftede to gange ad hundene, for at de skulle komme tilbage med fårene, og vi gav besked til vores børn om, at de skulle fodre kvæget, mens man i det fjerne begyndte at ane en brummen fra gringoen Mikes flyvemaskine.

Vi gik uden hast ned til flyvepladsen, mødte hinanden på vejen. Vi snakkede måske om noget, eller måske sagde vi ikke noget og kiggede bare opad og bemærkede, hvordan lyden voksede oppe mellem skyerne, og havet og blæsten tog en anelse til i styrke, mens den sorte plet på himlen blev større og større, mere og mere larmende, til den fik vinger, og den fløj en runde som en havmåge om øen, viste sine hjul, steg ned i altid bekymrende lav højde, rettede forhjulet mod jorden og landede endelig slingrende på banen, der altid virker meget kort og nogle gange sørgeligt nok også er det.

Så trak vi vejret lettet som alle de andre gange, vi kommer for at se en landing.

Den første, der steg ud, var gringoen Mike, som gav sig til at strække arme og ben, som om rejsen fra fastlandet havde varet syv timer og ikke sølle tretten minutter. Vi strakte hals for ikke at gå glip af det øjeblik, hvor gæsten steg ud, for at se, hvem der genkendte ham først, for at se, hvor fint et besøg der gjorde sig fortjent til øens anstrengelser og dens snegletegn.

Endelig åbnede Mike døren for ham, og vi så ham springe ned på jorden og løbe væk fra banen, som om han troede, at endnu et fly måske ville lande lige i halen på det her, klar til at vædre ham som en tirret tyr. Helt klart en turist. Han var den eneste passager.

Mike fandt en smøg frem, lænede ryggen op ad flyet og så fornøjet på ham. Al den bagage, den fremmede havde med, var en lille rullekuffert, en mappe, han bar skiftevis over den ene og den anden skulder, og et enormt kamera, som han havde hængende om halsen.

Skoene var elegante, og det samme var bukserne og jakken. Han så ud til at være klar til at mødes med borgmesteren. Han så også ud til at være uvidende om, at vi ikke har noget, der så meget som ligner en borgmester her. Umiddelbart bedømte vi ham til at være omkring de halvfjerds på grund af det grå hår, som han hvert andet øjeblik strøg hånden igennem til ingen verdens nytte. Bag ham fik vinden flyets vinger til at lyde, som om den ville løfte det op i luften.

Så det var ikke andet end det, en turist med sit kamera og sin kuffert, tydelig lettet over ikke at være styrtet ned og sandsynligvis interesseret i så hurtigt som muligt at komme ud og se den ild, der brænder i vores hav, for han har kun nogle få dage, og det er det, han er kommet for, og også, men det ved han ikke, for at blive skuffet, for sandheden er, at hvalerne ikke længere nærmer sig øen her, til

Fra d. 30.11.2025

Mobile Pay 34512

 

Videoerne af vores forfattere

Logo YouTube al canal de Aurora Boreal

 

 

For vores læsere på spansk

Aurora Boreal på spansk

 

 

Yderligere information

Forfatter

Forlag

Format

Genre

ISBN

Original sprog

Original titel

Sprog

Udgivelsesdato

Sideantal

Forfatterens land

2 anmeldelser af Det år vi talte med havet – CHILE

  1. Claus Henriksen

    Okay, nu kan det godt blive sådan lidt halvpoetisk, ikke? Men det håber jeg, I kan leve med. For der er nogle romaner, der bare graver sig lidt dybere ind i mig, når jeg læser dem. Og jeg har nok en svaghed for sydamerikanske forfattere. Så her kommer det:

    Det er en roman, der kredser om tvillingerne Julián og Jerónimo Garcés, om årene der skiller dem, og om deres erfaringer på en afsondret ø, hvor minder, familie og fortællinger fletter sig ind i naturen og de mennesker, der lever dér. Fortællingen begynder som en stille bølge og ender med at løfte os et helt andet sted hen. Andrés Montero lader os følge et samfund ved kysten, hvor havet ikke bare er natur. Det er hukommelse, hemmeligheder og en slags samtalepartner for dem, der tør lytte. Sproget bevæger sig roligt, næsten rytmisk, samtidig med at det hele tiden antyder noget større i horisonten.

    Fortællingen kredser om frygt og håb, om tab og stædig kærlighed. Når landsbyen drages mod havet, mærker vi både dragningen og faren. Montero skriver med en særlig følsomhed for, hvordan mennesker bærer historier videre fra generation til generation. Havet bliver et spejl, som viser dem, hvad de helst vil glemme, og hvad de alligevel må stå ved.

    Det fine er, at romanen ikke råber sine budskaber. Den hvisker dem. Spændingen vokser, fordi vi langsomt forstår, hvad det koster at leve med en verden, der hele tiden ændrer sig. Læseren får plads til at tænke med, og netop den plads gør, at billederne bliver hængende, længe efter sidste side.

    “Det år vi talte med havet” føles som en fortælling om, hvordan vi prøver at finde mening i det uforudsigelige. Den efterlader mig nærmest med stille musik i hovedet og alligevel en lille uro i maven. Det er en roman, der viser, at de største dramaer kan udspille sig i de mindste bevægelser.

    Jeg er vild med denne bog. Og jeg ved, at jeg ikke er alene. Giv den en chance. Det er nok ikke en bog, du lige får læst på farten. Men giver du den lidt plads, så får du overordentligt meget igen.

    Claus Henriksen – bogblogger,dk

  2. Camila Bøcher Roesen

    Virkelig fin, smuk og stille roman om livet. Beskrivelserne både af den lidt magiske ø og livet på den, men også af de to brødre og deres liv er enormt smuk. Den lidt skæve familiehistorie ligger sig enormt fint op af den latinamerikanse tradition for magisk realisme og gør den ære

    Camila Bøcher Roesen – D.B.C.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *