Beskrivelse
Magnetisk historie i utrolig elegante stil
Magnetisk historie i utrolig elegante stil. En forårsdag i 1970 skal den berømte argentinske sanger Sandro som den første latinamerikaner optræde i Madison Square Garden, og Gloria er en af de heldige, der har billet til den legendariske koncert.
Hun er tyve år gammel og bevæger sig denne aften sammen med Tigeren og to venner ind i det intense natteliv i centrum af New York, en by, hun er flyttet til fra Colombia, og hvor hun nu tjener til livets ophold ved at arbejde på AGFA’s fotolaboratorium.
Årtier senere træder hendes søn i sin mors fodspor. I et forsøg på at dykke ned i hendes fortid besøger han New York, går ad de samme gader, og skaber hermed en fortælling om eventyrlyst, om nysgerrighed og livsmod, men også om menneskelige relationer og den svære kærlighed, den uendelig leg og balancegang, der altid indebærer faren for at snuble og falde.
Gloria giver ikke blot glimtvise indblik i fortællerens mors historie, men er også et portræt af 70’ernes New York.
”Fortælleren af Gloria rejser tilbage i fortiden og udspionerer sin mor. Hun kender ikke sin skæbne, men det gør vi. Jeg havde lyst til at gå ind og fortælle hende: En dag vil nogen efter bare et enkelt blik på dig forvandle dig til uforgængeligt stof. Og jeg, læseren, vil blive vidne til det mirakel. Meget smuk roman, som bevægede mig meget.”
Margarita García Robayo
”Andrés Felipe Solano vender tilbage til romangenren med en magnetisk historie, som kondenserer al kraften i hans utrolig elegante stil.”
Leila Guerriero
Om Andrés Felipe Solano
Født i Bogotá, 1977. Forfatter til tre roma ner såvel som flere faglitterære bøger, hvoraf Corea: apuntes desde la cuerda floja (2015) modtog Premio Biblioteca de Narrativa Colombiana og var finalist til Bucheon Diaspora Literary Award i 2021. I 2010 blev han af det britiske magasin Granta valgt som en af de 22 bedste unge forfattere på spansk. Han har fået udgivet artikler og fortællinger i blandt andet The New York Times Magazine, McSweeney’s, Granta og Gatopardo. Hans seneste roman, Gloria, er oversat til italiensk og engelsk og nu hermed også til dansk. Andrés Felipe Solano har de seneste ti år boet i Seoul.
Begynd at læse
Magnetisk historie i utrolig elegante stil
Hun har aldrig røget og vil måske aldrig komme til at tænde en cigaret, men denne eftermiddag, som jeg beslutter at forestille mig travl og solbeskinnet, burde hun gøre det, hun burde benytte sig af, at hendes kæreste er for sent på den, og suge røgen langsomt ind, bevidst om det mærke, læbestiften afsætter på filteret, som nervøsiteten har fået hendes læber til at trykke lidt fladt.
Indhyllet i den lille sølvblå sky er ventetiden mindre pinefuld, mere udholdelig, som man siger om visse lidelser, for sådan er det, en uro, hun opdagede, da hun vågnede tidligere end sædvanligt den morgen, da det svage lys kom krybende ind ad vinduet på hendes værelse, og man endnu ikke kunne høre nogen dyr vælte flasker i det hjørne af Queens.
Da hun åbnede øjnene, kom hun endda forhåbningsfuld ind i verden, uden angst. Normalt er hun et øjeblik om at forstå, hvad det er, det der med at være i live, et par minutter, hvor hun ængsteligt sprænger søvnens hinde, men i dag er det anderledes, for i dag er et i dag, der burde vare evigt, hvis altså Tigeren ellers gider dukke op.
Magnetisk historie i utrolig elegante stil
Uroen, der langtfra bliver mindre, har forvandlet sig til en trykken for brystet, som timerne er gået, under vandstrålen i bruseren, med morgenmadens ene skive toast knasende mellem tænderne, efter telefonsamtalen, hvor de aftalte at mødes, indtil den nu er vokset ukontrollabelt som en flodbølge og rasende har bredt sig efter forgodtbefindende i hele hendes krop.
Så det er bedst, at hun ryger. Nuvel, lad os gå ud fra, for det drejer sig også om det, at gå ud fra.
Lad os så gå ud fra, at han afskyr lugten af nikotin i folderne i hendes prikkede bluse, i hendes lysebrune hår, i hendes øjenvipper, der er blevet buet ved hjælp af et apparat, hun har anskaffet sig ugen forinden, da hun fik fri fra sit arbejde på fotolaboratoriet, og for at kompensere dette ubehag har hun foreslået ham en pagt. Netop, en pagt, selv om hun ved, at den aldrig vil blive overholdt.
Fint nok, jeg vil ikke ryge mere, hvis du kommer til tiden, har hun sagt til ham.
Magnetisk historie i utrolig elegante stil
Et grin som svar, et latterbrøl som en tom kagedåse, der ruller ned ad en lang trappe.
Det og så at komme for sent og et temperament med en kort lunte og skjorter med bred flip er de træk, der karakteriserer Tigeren, et øgenavn, han fik under en legendarisk slåskamp, fortalte han, mens de gik rundt på Manhattan under et af deres første møder. Faktisk var det sådan, han havde præsenteret sig nogle måneder forinden.
En fornøjelse, Tiger, havde han smilende og selvsikkert sagt på en parkeringsplads, næsten ligesom de der unge fighterpiloter, hun som barn havde set i en biograf med fugtige vægge i den lille by, hvor hun var født.
Og da han gjorde det, da han nævnte det øgenavn, der for altid er trådt i stedet for hans rigtige navn, rakte Tigeren sin grove hvide hånd med behårede fingre frem mod hendes slanke hvide hånd med lange fingre.
Et minut senere sad de i den minibus, der kørte dem til Niagara Falls. Men det var sidst på efteråret året forinden, og nu befinder vi os på en café midt på foråret 1970 klokken 16.25, og ikke om han dukker op.
Pludselig bliver hun træt af røgen, af lugten, ligesom hun somme tider, udmattet af en strand eller et bjerg, uden fortrydelse vender dem ryggen. Jeg foreslår hende, at hun slukker cigaretten uden at ryge den færdig.
Det gør hun. Hun slukker den langsomt, beslutsomt, ved et bord ved vinduet, hvor hun ser folk gå forbi, det bord, hvor hun har siddet og ventet på ham i en time, måske mindre.
La Ma-llor-qui-na, læser hun med ophold mellem stavelserne på kanten af et sekskantet askebæger, før hun siger til sig selv, hvor sært, han har aldrig været så sent på den. Næsten en time nu, måske mere.
Det frø af ængstelse, der blev sået midt i hendes bryst, da hun stod ud af sengen, er nu blevet forvandlet til en slyngplante af klamme håndflader og hjertebanken…
Fra d. 19.01.2026
Mobile Pay 34512
Aurora Boreal på spansk
Britta Riis Langdahl –
Personernes indbyrdes relationer udfolder sig gennem mange gadefulde dialoger, hvor noget skjult antydes, mens det farverige liv i New York beskrives med stor sanselighed. Romanen eren flertydig forti:Elling med komplekse forti:Ellegreb. Den dobbelte forti:Ellestemme, hvor jeget (s0nnen) pludselig dukker op inde midt i et afsnit, bryder handlingens flow. Netop det forti:Ellegreb g0r romanen til en forviklet og fragmenteret forti:Elling, som udfordrer li:Eseren, der ma stoppe op og ti:Enke over, hvor vi er og hvem der taler. Den flotte forside med 1970’er-farver er indbydende.
Britta Riis Langdahl – DBC
Claus Henriksen –
Du kender det garanteret fra dig selv. Der er bøger, hvor jeg efter tyve sider tænker: Hold da op, det her bliver spændende. Og så er der bøger, hvor jeg i stedet tænker: Hold da op, hvor er det dog smukt skrevet. ”Gloria” hører til den sidste slags.
Romanen begynder i New York i 1970’erne. Den unge colombianske Gloria forsøger at finde sin plads i en by, der både lover frihed og ensomhed. Hun sørger stadig over sin far, som døde, da hun var ganske lille, og håber gennem en spirituelt interesseret veninde at komme tættere på ham.
Samtidig forelsker hun sig, drømmer om fremtiden og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er. Mange år senere vender hendes søn tilbage til hendes historie og forsøger at forstå den kvinde, der var Gloria, længe før hun blev hans mor. Gennem hans blik bliver romanen både en fortælling om en mors liv og en søns forsøg på at forstå det menneske, der formede ham.
Det er en smuk idé, og jeg synes faktisk, den lykkes rigtig godt. Solano giver plads til både minderne og de små øjeblikke. Historien handler ikke om store dramatiske afsløringer, men om de valg, tilfældigheder og tab, der stille og roligt former et menneskeliv.
Samtidig er det svært at komme uden om sproget. Solano skriver med en rytme og en elegance, der flere steder fik mig til at læse en passage en ekstra gang. Indimellem følte jeg dog også, at sproget fyldte så meget, at handlingen gled lidt i baggrunden. Hvis du holder af litteratur, hvor sproget er lige så vigtigt som plottet, vil det sandsynligvis være en kvalitet. Hvis du læser for historiens skyld, kan du godt blive udfordret.
Oversættelsen fortjener også et par ord. Pia Sloth Poulsen har gjort et virkelig flot stykke arbejde. Alligevel tog jeg mig selv i flere gange at tænke: Hold op, hvor må den her bog være en oplevelse på spansk. Solano skriver så billedrigt og med så meget rytme, at jeg næsten kunne mærke originalen banke på gennem de danske sider. Det er ikke en kritik af oversættelsen. Tværtimod. Jeg ser det som et tegn på, hvor særligt forfatterens sprog er.
Hvis du leder efter en roman med højt tempo og store dramatiske overraskelser, er Gloria nok ikke det oplagte valg. Hvis du derimod har lyst til at fordybe dig i en roman om erindring, familie og identitet, fortalt af en forfatter med et usædvanligt stærkt greb om sproget, synes jeg, den er værd at læse.
Da jeg lukkede bogen, var det ikke først og fremmest handlingen, jeg tænkte tilbage på. Det var stemningen. Og følelsen af at have tilbragt nogle timer sammen med en forfatter, der tør lade ordene arbejde lige så meget som historien. Og det er både ret frækt og udfordrende.
Claus Henriksen – bogblogger.dk