Beskrivelse

Héctor Abad Faciolince – Den glemsel vi skal blive

Héctor Abad Faciolince – Den glemsel vi skal blive er et hjerteskærende og enestående skriftligt mindesmærke over forfatterens far, lægen Héctor Abad Gómez, hvis kritik af det colombianske regime og forsvar af social lighed og menneskerettigheder førte til, at han blev myrdet på gaden i Medellín i 1987.

Romanen tegner et uforglemmeligt billede af en mand, der fulgte sin samvittighed og betalte for det med sit liv i en af de mørkeste perioder i Latinamerikas nyere historie. Men den er også en på samme tid melankolsk og underfundig fortælling om barndomsminder og familieliv inden for rammen af den tids colombianske samfund.

Romanen blev filmatiseret i 2020 af den berømte spanske instruktør Fernando Trueba og vandt Goya-prisen i 2021 for bedste iberoamerikanske film.

 

Om bogen

»My most enthralling reading experience of recent years.« Mario Vargas Llosa

»A shattering chronicle of Colombia’s violence, but also an inspiring tribute to tolerance and paternal love.« The Guardian

»This searing memoir written with love and blood is an act of courage in its own right.« New York Times

Om Héctor Abad Faciolince

Colombia, 1958. Abad Faciolince er en af Colombias mest fremtrædende forfattere med sytten bøger bag sig. Foruden sit virke som forfatter har Faciolince skrevet artikler og klummer for flere store aviser, heriblandt El Espectador (Colombia), Neue Zürcher Zeitung (Schweiz), Internazionale (Italien), El País (Spanien) og New York Times (USA). I 1987 blev hans far myrdet af en paramilitær gruppe, en hændelse, der fik ham til at skrive Den glemsel vi skal blive (El olvido que seremos). Efter farens død gik Héctor Abad Faciolince i eksil på grund af trusler, først i Spanien og siden i Italien, inden han i 1992 atter vendte hjem til Colombia. Abad Faciolince vandt i 2015 den spanske Cálamo-pris for Det fortabte paradis (La Oculta) og var desuden blandt favoritterne til den eftertragtede Mario Vargas Llosa- pris. Den glemsel vi skal blive er hans tredje roman oversat til dansk.

Begynd at læse

En dreng hånd i hånd med sin far

I huset boede der ti kvinder, en lille dreng og en herre. Kvinderne var Tatá, som næsten var hundrede år gammel og havde været min bedstemors barnepige, nu halvdøv og halvblind, to tjenestepiger – Emma og Teresa – mine fem søstre: Maryluz, Clara, Eva, Marta, Sol, min mor og en nonne. Drengen, som var mig, elskede sin far overalt på jorden, endda mere end han elskede Gud.

En dag var jeg nødt til at vælge mellem Gud og min far, og jeg valgte min far.

Det var mit livs første teologiske diskussion, og jeg havde den med søster Josefa, den nonne, der passede Sol og mig, de yngste i børneflokken.

Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg høre hendes myndige, rå stemme mod min barnestemme. Det var en solrig morgen, og vi befandt os ude i patioen, hvor vi så på kolibrierne, der ankom i deres sædvanlige søgen efter friske blomster.

Pludselig sagde nonnen til mig:
– Deres far vil ende i helvede.
– Hvorfor det? spurgte jeg.
– Fordi han aldrig går til messe.
– Hvad så med mig?
– De kommer i himlen, fordi vi beder sammen hver aften.
Ved sengetid, mens hun skiftede tøj bag folde­skærmen – den med enhjørningerne – fremsagde vi fadervor og Ave Maria.

 

 

Mobile Pay 34512

 

 

 

 

 

For vores læsere på spansk

Aurora Boreal på spansk