Eneforestilling

Jeg sætter mig på bageste række. Herfra ser man resten af de tomme stolerækker som rækker af gravsten. Forhænget glider fra, jeg befinder mig i min dunkle spisestue derhjemme. Der er nogle genstande: nogle stenfigurer og et fladt ulveskind. I et hjørne står der et bord med fem stole, den for bordenden vipper. Nogle falmede rosetter pryder tapetet. Forestillingen om min barndom begynder. Vi flytter fra hus til hus, kan ikke kaste anker på ét sted. Flyttevognen holder ved fortovskanten, madrasser glider ned fra taget, og altid ligger min trehjulede cykel øverst oppe.

Jeg sidder nedsunket i lænestolen med plysbetræk. Jeg tegner mønstre i stoffets fibre. Jeg skriver en hemmelig sætning på ryglænet. Jeg fortryder og visker hieroglyffen ud ved at stryge den anden vej. Jeg hører min mor kalde på mig ude fra gaden. Mine trin giver genlyd på parketgulvets stave. Scenen forvandles til en uendelig korridor. Jeg går over det lysende dørtrin. Som i et afskedsritual går jeg en sidste tur i haven. Efter den halvgjorte rengøring ligger der nogle fugtige klude tilbage i en bunke på cementfliserne i patioen. Jeg samler et viskestykke op og pudser vinduet i det hus, vi er ved at forlade. De har glemt min dukke Patricia neden for trappen. Jeg bliver stående og kigger på hende, indtil min mors arm hiver mig ud i bilen, der holder med motoren kørende. Jeg græder med ansigtet mod den kolde bagrude, uden at nogen bemærker det.

Jeg blander vinduerne sammen i de huse, jeg har boet i: et kæmpe vinduesparti, der vendte ud mod en øde gade, et kældervindue ud til en lyskasse, en træramme opsvulmet af fugten fra havet, nogle rustne jernstænger, imellem hvilke man kunne se en allé med rækker af palmer, en rude, der var knust i et helt år. Hjemmet med mine forældre, uden min mor, med mine søskende, med nogle mennesker, jeg ikke kender. Først mit værelse på anden etage sammen med Adela og Davor. Bagefter en lille lejlighed kun med far. Min smalle seng eller mit brede leje, der også er mors. Vores ting i poser, i papkasser, i gamle kufferter holdt sammen af bælter. I min lille kuffert har jeg billedet af en nabo, der var min bedste veninde. Jeg har stadig en glasflaske, hvor jeg blander jord fra alle de haver, hvor jeg har leget.

Jeg hader huset på palmealleen. Det var der, det hele begyndte … De er ved at lave huset i stand. De vil have væggene malet, gulvene i huset er dækket af avispapir. Dørene afskallede og alt fyldt med støv. Jeg går rundt i værelserne, og avispapiret går i stykker, rasler. Jeg møder Lorenzo. Det er navnet på den maler, der går rundt i huset i arbejdstøj. Han har sorte øjne, behårede arme, brede skuldre. Mens han maler, fløjter han til en sang i radioen. Han beder om lov, hver gang han træder ind i et nyt rum. Han maler køkkenet, tillader De, maler opholdsstuen, tillader De, nu mit værelse, tillader De. Han spiser en sandwich i køkkenet til frokost. Sover til middag i patioen med nøgen overkrop. Om eftermiddagen maler han for anden gang de vægge, han har malet om formiddagen. Jeg snuser ind, og huset lugter af fortynder, så man bliver helt svimmel. Maleren tænder en cigaret for mor, og bagefter lukker de sig inde i spisestuen i lang tid. Jeg tænker på hans øjenbryn, der indrammer et mørkt blik. Jeg har ikke noget ur, men jeg ved, det er for længe. Gennem døren kan jeg høre avispapiret rasle. Dørlåsen kigger på mig med sit nærsynede øje. Lænet op ad vindueskarmen når jeg at tælle syvogtyve biler, der kører forbi på gaden.

Et stykke tid senere løfter jeg telefonrøret, hører, at nogen siger jeg elsker dig til mor og ler bagefter. Det er maleren. Jeg kan kende ham på den hæse stemme. Far står ude og børster tænder. Jeg skriger, sparker på væggene, jeg river knapperne af min pyjamas. Far kommer ilende fra badeværelset med tandpastaen løbende ned ad hagen. Han spørger, hvad der er i vejen. Mor løfter et øjenbryn og siger, det er endnu et af hendes hysteriske anfald. Mit hjerte er en tromme, slagene lyder højere og højere. Badabum. Jeg er blevet indtaget af en hikke, der giver genlyd under mit bryst. Slagtøjet øger rytmen. Hun giver mig et glas vand med sukker, slukker lyset i værelset, lukker døren. Nu giver min gråd genlyd mod puden. I mit hoved gløder gnisterne fra den delte cigaret. Igen betragtes jeg af kyklopøjet i dørlåsen til spisestuen, der byder på et sammendrag i det enøjede kighul. Lysene fra de biler, der kører forbi ude på gaden, oplyser et hjørne af mit værelse. Deres former tegnes på væggen. En varevogn har lige efterladt sin førerkabine tegnet på væggen over for min seng.
Så høres der snak ude i kulissen. Instruktøren meddeler, at det her kun har været et uddrag, en scene. En eneforestilling. Tæppet går op, første akt begynder.