Forfatter: gourministrator

Anmeldels i Weekendavisen den 11. oktober 2019

Livsløgn. »En roman uden fiktion« kalder Javier Cercas sin faktabaserede roman om Spaniens måske største svindler.

Javier Cercas: Bedrageren. Oversat fra spansk efter »El impostor« af Ole Skov Thomassen. 439 sider. 362 kr. Aurora Boreal.

Kampen om virkeligheden

Som leder af Mauthausens Ofre, en spansk forening for tidligere deporterede til koncentrationslejren Mauthausen, blev Enric Marco en kendt og afholdt mand omkring årtusindskiftet. Han holdt foredrag om sin tid i lejrene Mauthausen og Flossenbürg, lod sig portræt-tere på tv, i hyldestartikler og biografier, præsiderede over mindehøjtideligheder for holocaustofre, modtog medaljer og rørte ved én lejlighed det spanske parlament til tårer. I flere år var han den historiske erindrings store mand under mottoet »Tilgive, JA; glemme, NEJ!«

Forinden stod han i spidsen for den anarkistiske fagforening CNT, hvor han blev aktiv, omtrent da frankismen døde med Franco, og lynhurtigt steg i graderne til generalsekretær.

Han talte gerne om sin fortid. Om hvordan han som 15-årig glødende anarkist kastede sig ind i Den Spanske Borgerkrig og blev underofficer i den legendariske Durruti-kolonne, der kæmpede, til alt var tabt, i Catalonien. At han kendte flere af de mest navnkundige partisa-ner personligt og aldrig opgav kampen, men fortsatte som modstandsmand lige indtil interneringen i Tyskland. Et ekstraordinært liv. Et »heroisk, bevægende og eventyrligt« liv – men bare med dette aber dabei, at det var løgn.

I 2005, da Marco gennem tre år havde ledet Mauthausens Ofre, kom det frem: Han havde aldrig siddet i koncentrationslejr. Tværtimod havde han meldt sig frivilligt til at arbejde for nazisterne i Tyskland. Modstandsmand under frankismen havde han heller ikke været, og hans heroiske rolle i borgerkrigen var løgn »æltet sammen med sandhed« om en kort og ikke spor glorværdig militærkarriere. Afsløringen ramte Spanien lige i solar plexus og gik verden rundt. Og det er denne bedragers reelle historie, forfatteren Javier Cercas sammenstykker i sin internationalt prisbelønnede faktaroman Bedrageren.

Hvem er Enric Marco bag alle sine løgne og forskellige navne? Hvad er han? Cercas opsøger den aldrende mesterbedrager og beder om lov til at skrive om ham. Resultatet bliver en række samtaler, der danner en rød tråd gennem bogens mange, mestendels interessante ekskurser. En kamp på viljer mellem forfatter og bedrager: en kamp om selve virkeligheden.

Cercas blander reportage, historisk dokumentation, interviews og personlige betragtninger i et intenst og informationsmættet opklaringsforløb. Romanen er på én gang et mysterium, en roman om romanen, en krigsskildring, samtidsdiagnostik, biografi og en gave til folk, der interesserer sig for den spanske venstrefløjs historie. Den er en afsøgning af de besejredes psykologi og en filosofisk undersøgelse af begreberne sandhed og løgn – med kursafstikkere til en generøs mængde tænkere og forfattere fra Kant og Montaigne til Norman Finkelstein, Primo Levi, Lev Tolstoj og Truman Capote.

Handlingen bindes sammen af en uophørlig række af gentagelser, et bevidst og gennemført stilvalg med en lidt for åbenlys didaktisk bagtanke. Gentagelserne levendegør Cercas møjsommelige optrævlingsarbejde i konstant infight med mesterløgneren samt egen moral og samvittighed. Men som læser følte jeg mig undervejs så pædagogisk ført, at det blev for meget. Ét sted, da jeg for fjerde gang blev præsenteret for, at »fortiden er en dimension i nutiden, det siger Faulkner,« måtte bogen en tur på gulvet. For at parafrasere den tidligere folketingsformand Erling Olsen ved læsere måske nok mindre, end man regner med, men de er også klogere, end Javier Cercas tilsyneladende tror.

Trods alt er Enric Marcos faktiske liv lige så absurd spændende som hans livsfiktion, og Cercas rejser en ubekvem, men vigtig diskussion af konflikten mellem historie og erindring. Når erindring markedgøres, udvikler den sig, skriver han, til historisk kitsch og bliver »en diskurs uden hverken nuancer eller flertydighed, uden kompleksiteten og tomrummene og skrækken og modsigelserne og svimmelheden og ujævnheden og de moralske clairobscurs, som de virkelige erindringer og den sande historie og den sande kunst rummer«.

Bedrageren er relevant i en tid, hvor den klassiske forestilling om en fælles historisk virkelighed udfordres bredt på godt og ondt. Af minoriteter med retmæssigt krav på en plads i historien. Af demagoger bevæbnet med »alternative fakta«. Af den nye medie- verdens selvforsynende paralleluniverser. Og af populismens floromvundne molotovcocktail af konformisme, følelsesporno og den største løgn af dem alle – løgnen om den simple sandhed.

Kilde: Weekenavisen d. 11 oktober 2019

Læs mere on Bedrageren

The Farm, the latest novel by Héctor Abad —who in Spanish signs his books as Héctor Abad Faciolince— solidifies the author’s position as one of Latin America’s most important contemporary authors. As with his best-known work, Oblivion: A Memoir (2006), The Farm taps the author’s personal and family history, though now, obviously, as full-blown fiction. The Farm is a family saga that begins in the eighteenth century, when a descendant of converted Jews, Abraham Santángel, arrived in the Antioquia region in Colombia; continues to 1861, when Isaías Ángel and Raquel Abadi, a last name soon to be shortened to Abad, help populate the town of Jericó and, in 1886, found La Oculta, the name of the titular farm; to the last three descendants to hold the surname Ángel—Antonio, Pilar, and Eva— who, after suffering the violence of the guerrillas and the even greater brutality of the paramilitaries, decide to sell the majority of the farm, and see it transformed into a subdivision. Narrated in alternating chapters by Antonio, Pilar, and Eva, the novel begins with the death of their mother, Anita. Her passing marks the beginning of the end of La Oculta, since only Pilar has inherited the “need to hold land,” a trait that according to the novel had until then characterized all inhabitants of the region of Antioquia. Despite its full acknowledgement of the horrors that can be found in Colombia’s history, The Farm celebrates this (supposedly non-racist) Colombian Jeffersonian democracy of small landowners, and laments its substitution by a purely market-driven view of the land, as of everything else. The novel can, therefore, be seen as representing the history of Colombia—more exactly, of one way of being Colombian—from the hopes of independence, to the utopian moment that, according to the novel, informed the founding of Jericó, to our con- temporary market-centered reality. But Antonio, Pilar, and Eva can also be seen as representing the dissolution of this earlier Colombia in other ways beyond the breakdown of the landed estates. While Pilar represents residual versions of Colombia —patriarchal, but not abusive; conservative, but not dogmatic— Antonio is gay and lives in New York City with Jon, an African-American artist, while Eva has been married three times, in part due to her inability to tolerate any traditional patriarchal behavior, and, surprisingly, at the end finds a younger female partner. To Abad’s great credit, they are all fully fleshed characters, whose reasons are presented to the reader with clarity and com- passion. In this manner, the appeal of an idealized vision of traditional Colombia does not overshadow emergent and alternative ways of living. (However, the novel acknowledges, though it does not stress, that many of the historical evils of Colombian history were compatible with, if not the result of, this idealized Jeffersonian society. For instance, the paramilitary was created and supported by the region’s landowners). Given the novel’s obvious attempts at creating something like a national allegory, it is tempting to relate The Farm to One Hundred Years of Solitude. Like Gabriel García Márquez’s classic, this is also a story of social foundation, decline, and destruction. Both novels echo the story of Abraham. In fact, the first Ángel to travel to Colombia is named Abraham, Jericó (Jericho) is the name of the town to which Elías (Elijah) arrives and where he founds La Oculta. In fact, in one passage, Antonio retells his family history from Abraham to the founding of La Oculta in a style that resembles that of Genesis. However, as anyone who has read Abad’s earlier work or any contemporary Latin American narrative would expect, The Farm is written in a realistic style far from García Márquez’s magic fancies. Ambitious and highly readable, The Farm  (Det fortabte paradis in Danish) is a major novel by one of Colombia’s major novelists. Despite some flaws —for instance, “negros” is mistranslated as “Negroes,” as if the book had been written in 1950; “conservadores” (conservatives) as “Tories,” as if it were set in England— Anne McLean’s translation does a good job of rendering Abad’s careful prose.

J.A.González Sainz´ Det Blinde Øje beskriver forskellen mellem den jævne, enfoldige mands nøjsomme og ensformige tilværelse og de politiske kræfter, der med voldelige midler vil ændre samfundet. Felipe Diaz Carrión, søn af Felipe Diaz Diaz og far til Felipe Diaz, er tæt forbundet til naturen, til jorden han dyrker. Han går i sin fars og farfars fodspor. Han fortsætter deres levevis og tankegang, har nok i sit arbejde på et trykkeri og trives bedst med at dyrke sin lille jordlod. Midt i livet rykkes han op med rode og må flytte til storbyen med betonhuse og et trivielt, kedeligt arbejde på en fabrik. Han lukker øjnene – bogens titel – for de politiske intriger og ulmende oprør, der sker omkring ham, indtil det går op for ham, at hans kone og ældste søn er involveret i bevægelser mod styret. Så stopper han op og vender tilbage til sin stille og enkle tilværelse i landsbyen, til naturen og sin jord. – Hans yngste søn, også en Felipe, følger som han selv i slægtens spor, men sønnen går det skridt videre fra at leve i naturen på dens betingelser til at studere naturen videnskabeligt for at følge med tiden og dens nye opdagelser. Sproget er Felipes indre monologer og tanker og ikke mindst alt det, hans far og farfar har fortalt og lært ham. Almuevisdom, en enkel filosofi, der er dikteret af naturen og Felipe´rnes opfattelse af mennesket – ikke som behersker af naturen, men som samarbejder med naturen. En symbiose mellem de to. Sætningerne er lange, meget lange. De indeholder Felipes tanker og meninger, og når man tænker er det ikke i korte, koncise sætninger. Én tanke føder en ny, der føder den næste og den næste. Sproget er smukt enkelt, præget af en enfoldig mands gode, sunde og jævne meninger. Det er en fin bog, der skal læses langsomt. Man kunne ønske, verden bestod af mange flere Feliper.

Jette Thomsen

Gentofte biblioteks anmelderklub.