Født i Spanien i 1920 og døde i 2010
Delibes er en af Spaniens mest populære forfattere. Han var doktor i jura og profes- sor i handelshistorie og startede sin karriere som journalist, men opgav gradvist denne profession for fuldt og helt at hellige sig litteraturen. Med en enestående evne til at vække læsernes interesse beskrev Delibes i sine værker landskaberne i Castilien og landbefolkningens ringe kår. Han blev anerkendt som en af de vigtigste litterære skikkelser, der opstod efter den spanske borgerkrig. Han modtog utallige udmærkelser, herunder Premio Nacional de Narrativa for flere af sine værker, Príncipe de Asturias-prisen i litteratur og Cervantes-prisen. I 1975 blev han medlem af Real Academia Española. Han skrev 21 romaner, 6 novellesamlinger og otte faglitterære bøger. Desværre er meget lidt af hans værk udgivet i Danmark, og Kætteren er således hans anden bog i dansk oversættelse.
Kætteren: I år 1517 slår Martin Luther sine femoghalvfems teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg, en begivenhed, der vil få den romersk-katolske kirke til at ryste i sin grundvold.
Samme år fødes Cipriano i byen Valladolid som søn af don Bernardo Salcedo og doña Catalina Bustamante. På et tidspunkt med politisk og religiøs uro vil dette blotte sammenfald af datoer få afgørende betydning for hans skæbne. Selv om han mister sin mor kort efter fødslen og ikke får nogen kærlighed fra sin far, har Cipriano dog sin amme Minervinas hengivenhed, et forhold, han vil blive berøvet, og som han vil søge resten af sit korte liv. Han bliver en fremgangsrig handelsmand, der kommer i kontakt med de protestantiske strømninger, som i det skjulte begynder at vinde indflydelse på Den Iberiske Halvø. Men udbredelsen af denne bevægelse bliver gradvist bremset af Inkvisitionen.
Gennem Cipriano Salcedos fysiske og åndelige oplevelser tegner Delibes på mesterlig vis et sprudlende portræt af byen Valladolid på Karl 5.s tid, af dens folk og dens landskaber. Men Kætteren er først og fremmest en udforskning af de menneskelige relationer i alle deres udformninger. Det er historien om mænd og kvinder af kød og blod, der er i kamp med sig selv og den verden, som det er blevet dem til del at leve i. Kætteren er en passioneret hyldest til tolerance og trosfrihed, en uforglemmelig roman om menneskelige lidenskaber og det, der driver dem.
Klik her for at se videoer af vores forfattere