Beskrivelse
Langt fra Rom af Pablo Montoya.
Langt fra Rom af Pablo Montoya handler om den romerske digter Ovids eksil. Romanen følger de historiske begivenheder uden at opsluges af dem. Den er gennemsyret af vid, erotik og poesi, men disse er ingen hindring. Tværtimod; de er med til at konstruere et nutidigt syn på en af det litterære eksils største figurer. Bestående af korte kapitler skrevet med sikker og fin hånd, indkapsler Langt fra Rom historien i et litterært univers, som det ikke er set før.
Om bogen
Anmeldelser
Det her er en oplagt perspektivtekst til ikke bare Ovid og det litterære eksil, men antikken som helhed… Jeg kan derfor kun give værket mine bedste anbefalinger.
Begynd at læse bogen
Jeg ser ud over horisonten. En måge dykker ned over den. Havet hæver sig som en mørk damp under fuglens vingefang. Så dukker skibet op. Solen gemmer sig bag sine egne strålers vage skær. Mændene går fra borde, og deres råb befolker havnen i Tomis. Med latinske ord forsøger andre at udrede den forvirring, deres fremmede tunger skaber.
De begynder at læsse rejsegodset af: Rejsekister med olivenolie og hvede, dyr i bur – en karmosinrød fugl, en søvnig slange, mørke harelignende gnavere – og små røgelsestræer svøbt i stofstykker bæres fra favn til favn ud af skibet.
Jeg betragter igen havet; dets bølger er som suk fra en udødelig, men træt, gud. Støvregnen er faldet tæt de sidste mange dage. Den falder over den egn, jeg er blevet forvist til. Ligesom ham, der ser gennem et fårs indvolde, forsøger jeg at se igennem støvregnen for at forstå, hvordan det føles at ankomme til Tomis. Dengang, på sørejsen, føltes dagene på havet som måneder, og disse føltes som år og disse som århundreder.
Skibet trængte ind i en horisont af skyer og videre ind i Minervas varetægt. Og det føltes, som om skibet begav sig ind på et territorium, hvor Imperiet snarere er en flygtig skygge end en fast krop. At ankomme til Tomis er som at nå de dødes land.
Jeg er sikker på, at dette sted er verdens ende, gentager jeg for mig selv. Og jeg lod Brindisi, Troja, Samotrake, Byzantium bag mig som usle og fjerne strande, mens de betragtede min skygges fremdrift mod Helvede.
Jeg ved, at jeg deler himmel med Sisyfos’ nyttesløse bønner og længsel efter jorden. Jeg er kommet til Tomis, rædslens havn, hvorfra Kalliope er flygtet, hvis hun overhovedet var her til at begynde med. Trods alt må jeg erkende, at hendes hensygnende aftryk er mit eneste og sidste refugium. Jeg klynger mig ikke til aftrykket eller ekkoet af andre før mig, men jeg følger i hendes fodspor, for de er som mine egne.
Rom er nu væk for både mine øjne, mine hænder og min næse. Aldrig mere skal jeg bevæge mig rundt i de tætbefærdede gader. Aldrig mere skal jeg fare vild i skoven af kastanjetræer ved cirkusset. Og aldrig mere vil jeg se det travle mylder af fiskere ved Tiberens bredder. Jeg spejder efter mågen, men dens vingefang er blevet opslugt af havgus.
At bevare en erindring er også at ankomme til Tomis, siger jeg til mig selv. En erindring, som splittes på vejen til sin egen selverkendelse.
Mobile Pay 34512
Video af Pablo Montoya om Langt fra Rom klik her
Video af Pablo Montoya om Langt fra Rom klik her
Videorne af vores fofattere klik her
Sebastian Maskell Andersen –
Det her er en oplagt perspektivtekst til ikke bare Ovid og det litterære eksil, men antikken som helhed