Beskrivelse
Tæven Pilar Quintana lille kompleks roman
Tæven Pilar Quintana lille kompleks roman om barnløshed og moderkærlighed, om skyldfølelse og ensomhed i menneskelige relationer. Damaris bor sammen med sin mand, Rogelio, ved den colombianske Stillehavskyst som er alt andet end en postkortidyl. Det er en afkrog af verden hvor livet er usikkert, og drømmene lever side om side med de værste mareridt. Alle føler sig indespærret, ikke kun i det trykkende landskab mellem regnskoven og det havet, men også i deres forkrampede indre liv. Pilar Quintana skildrer mesterligt menneskets natur med dens uopfyldte ønsker, skyldfølelser og kærlighed.
Pilar Quintana: Født i Colombia i 1972. Hun har udgivet fire romaner og en novellesamling. I 2007 var hun en af de 39 mest fremtrædende latinamerikanske forfattere under 39 år som blev udvalgt til Hay-festivalen. Hun har modtaget La Mar de Letras-prisen for sin bog Coleccionistas de polvos raros (Kvinderne som samlede på besynderlige knald), og i 2018 vandt hun Biblioteca de Narrativa Colombiana-prisen for Tæven som er hendes første bog på dansk.
Om bogen
Roman
Denne roman vandt i 2018 prisen Premio Biblioteca de Narrativa Colombiana.
Begynd at læse bogen:
– Jeg fandt den dernede i morges med poterne i vejret, sagde doña Elodia og pegede på det sted på stranden hvor affaldet samlede sig når det skyllede i land: grene, plastikposer, flasker.
– Forgiftet?
– Det tror jeg.
– Hvad gjorde I med den? Har I begravet den?
– Doña Elodia bekræftede med et nik.
– Mine børnebørn.
– Oppe på kirkegården?
– Nej, bare her på stranden.
Mange hunde i byen døde af gift. Rygtet sagde at folk slog dem ihjel med vilje, men Damaris kunne ikke få sig selv til at tro at der fandtes mennesker som var i stand til at gøre sådan noget. Hun tænkte at hundene nok kom til at spise det forgiftede kød som blev lagt ud til rotterne, eller at det var nemt for dem at fange de forgiftede rotter.
– Det er jeg ked af at høre, sagde Damaris.
Doña Elodia nikkede bare. Hun havde haft hunden i mange år, det var en sort tæve som altid lå ved siden af strandcaféen eller fulgte i hælene på hende alle vegne: når hun besøgte sin svigerdatter, gik i kirke, i butikken eller ud på molen …
Hun måtte være meget ked af det, men viste det ikke. Hun blev færdig med at made en hundehvalp med en sprøjte fyldt med mælk fra en kop, satte den ned og tog den næste op. Der var ti i alt, og de var så små at de endnu ikke havde fået øjne.
Sanne Stagaard Gade –
Det er en enkel og kort historie, men forfatteren formår at få fortalt meget om menneskets natur på få sider. Om hvordan ensomhed, skyld og kærlighed påvirker de valg man tager. Det hele fortækles i et levende sprog, hvor alle kan være med.
Sanne Stagaard Gade – Dansk Bibliotek Centralen
Henrik Madsen –
Ufrivillig barnløshed i den colombianske provins
Damaris bor i lille landsby ved den colombianske Stillehavskyst. Hun har ikke mange penge, men det er ikke hendes største sorg. Nej, hendes livs ærgrelse er, at hun ikke har kunnet få de børn med manden Rogelio, som de ønskede sig, selvom de har prøvet alt hvad den lokale urtemedicin har at byde på. Barnløsheden har både skabt afstand mellem dem og affødt en følelse af utilstrækkelighed i Damaris.
En dag får hun mulighed for at adoptere en lille-bitte hundehvalp, der er blevet afvist af sin mor. Det er en tæve, som ingen andre vil have, men Damaris elsker den lille hvalp. Hun fodrer den med mælkeerstatning og bærer den omkring i sin BH mellem sine betydelige fortrin. Selvom Rogelio kigger skævt til hendes projekt, for hans hunde er opdraget til at holde vagt og blive uden for, støtter han hende alligevel.
Barnløsheden er ikke Damaris’ eneste traume. Da hun var barn, gik hendes egen familie i stykker, og da hun legede med en jævnaldrende dreng, mistede han livet under frygtelige omstændigheder. Det var ikke hendes skyld – eller var det? Måske kunne hun have forhindret tragedien – men det har plaget hende lige siden. Det er heller ikke nemt at glemme, for hendes onkel tævede skylden ind i hende med en stok, og nu lever hun af at passe huse og gøre dem rene. Et af dem er drengens, der har stået som et mausoleum lige siden.
Der går dog ikke længe, før den lykkelige tid med tæven er overstået. Under et uvejr stikker den af ind i junglen sammen med de andre hunde, og da den vender tilbage igen flere uger senere, er det umuligt at gøre den tam eller at holde den på ejendommen. Damaris bliver vred over det hun opfatter som et forræderi, og snart forvandles hendes kærlighed til foragt og raseri.
Bogens temaer, barnløshed, tab og skyld, er vigtige og interessante emner, også i en colombiansk kontekst, og Tæven er ikke nogen dårlig bog. Den er bare heller ikke specielt god. Flere steder omtales bogen som allegorisk, og det synes jeg egentlig ikke den er, men der er alligevel noget mekanisk over hunden som erstatningsbarn og det helt utrolige antal gange ordet Tæven bliver brugt.
Henrik Madsen – Mest om bøger