Beskrivelse

Den latterlige tanke aldrig at skulle…

Den latterlige tanke aldrig at skulle… Da Rosa Montero læste den vidunderlige dagbog, som Marie Curie begyndte at skrive efter sin mands død, og som er gengivet bagest i denne bog, følte hun sig overvældet med tanker og følelser af denne fascinerende kvinde, der gik op imod sin tid, og hendes historie.

Den latterlige tanke aldrig at skulle se dig igen opstod ud af denne svimlende eksplosion af ord. Med udgangspunkt i Curies enestående liv skaber Rosa Montero en fortælling, der bevæger sig mellem hendes egne personlige erindringer og den fælles hukommelse, mellem en analyse af vores samtid og intime overvejelser.

Bogen handler om at overvinde sorg, forholdet mellem mænd og kvinder, seksualitetens kraft, den gode død og det smukke liv, om videnskab og uvidenhed, om litteraturens frelsende styrke og om visdommen hos dem, der forstår at nyde tilværelsen med både dybde og lethed.

Den latterlige tanke aldrig at skulle se dig igen har modtaget Premio de la Crítica de Madrid (2014) og Prix du Livre Robinsonnais 2016 i kategorien udenlandske romaner fra Bibliothèque du Plessis Robinson

 

Om Rosa Montero

Født i Madrid i 1951. Hun har studeret journalistik og psykologi. Siden 1976 har hun udelukkende arbejdet for avisen El País, hvor hun var chefredaktør for søndagstillægget i 1980-1981. Hun har modtaget utallige internationale præmier og anerkendelser, for eksempel Premio Mundo de Entrevistas i 1978, i 1980 Premio Nacional de Periodismo for reportager og litterære artikler og i 2005 Premio de la Asociación de la Prensa de Madrid for sit livslange virke som journalist.

I 2017 blev hun tildelt Premio Nacional de las Letras de España. Hun har udgivet 20 romaner, ni novellesamlinger og tre nonfiktion- bøger. Hendes bøger er oversat til cirka 30 sprog. Den latterlige tanke aldrig at skulle se dig igen er hendes fjerde bog i dansk oversættelse.

 

Begynd at læse

Den latterlige tanke aldrig at skulle…

KUNSTEN AT FOREGIVE SORG

Da jeg ikke har nogen børn, er det vigtigste, der er sket mig i mit liv, mine døde, og med det mener jeg mine elskedes død. Synes du, det er uhyggeligt, måske endda morbidt? Sådan ser jeg ikke på det, snarere tværtimod: Det forekommer mig så logisk, så naturligt, så rigtigt.

Det er kun i forbindelse med fødsler og dødsfald, at man forlader tiden; Jorden holder op med at dreje rundt, og de banaliteter, vi spilder timerne på, falder til jorden som glimmerstøv. Når et barn bliver født, eller et menneske dør, knæk­ker nutiden midtover, og man aner for et øjeblik en sprække af sandheden: monumental, brændende og uanfægtelig.

Man føler sig aldrig mere autentisk, end når man bevæger sig langs disse biologiske grænser:

Man har en klar bevidsthed om at opleve noget meget stort. For mange år siden sagde journalisten Iñaki Gabilondo til mig i et interview, at hans første hustrus død – hun døde meget ung af kræft – havde været meget hård, ja, men også det mest grænsebrydende, der var overgået ham. Hans ord gjorde indtryk på mig:

Jeg husker dem faktisk endnu, selv om jeg har en hukommelse som en si. Dengang troede jeg, at jeg forstod, hvad han mente, men efter at have oplevet det forstår jeg det bedre. Det er ikke alt ved døden, der er forfærdeligt, hvor utroligt det end lyder (jeg bliver forbløffet over at høre mig selv sige det).

Den latterlige tanke aldrig at skulle…

Men dette er ikke en bog om døden.

I virkeligheden ved jeg ikke rigtig, hvad det er, eller hvad det vil blive til. Her har jeg det nu, lige i fingerspidserne, blot et par linjer på en tablet, en samling endnu udefinerede elektroniske celler, der let kunne aborteres. Bøgerne spirer fra et meget lille kim, et lillebitte æg, en sætning, et billede, en intuition, og de vokser som zygoter, organisk, celle for celle, og udvikler sig til forskellige slags stadig mere komplekse væv og strukturer, indtil de bliver til et fuldendt og ofte uventet lille væsen.

Jeg kan godt fortælle dig, at jeg har en idé om, hvad jeg vil gøre med denne tekst, men vil projektet blive fastholdt indtil det sidste, eller vil der dukke noget andet op? Jeg føler mig som hyrden i den gamle vits, der sidder og snitter åndsfraværende i et stykke træ med sin kniv, og som, da en forbipasserende spørger ham: ”Hvad er det for en figur, De laver?”svarer: ”Tja, hvis den bliver med skæg, Sankt Antonius; og hvis ikke, Jomfru Maria.

”Den latterlige tanke aldrig at skulle…

Under alle omstændigheder et helgenbillede.

Helgeninden i denne bog er Marie Curie. Jeg har altid syntes, at hun var en fascinerende kvinde, men det synes næsten alle andre i øvrigt også, for hun er en usædvanlig og romantisk person, der forekommer større end livet. En fantastisk polsk kvinde, der var i stand til at vinde to Nobelpriser, en i fysik i 1903 sammen med sin mand, Pierre Curie, og en i kemi i 1911, alene.

Faktisk har der i hele Nobelprisens historie kun været tre andre personer, der er blevet tildelt to priser, Linus Pauling, Frederick Sanger og John Bardeen, og det er kun Pauling, der fik den i to forskellige kategorier ligesom Marie. Men Linus fik en Nobelpris i kemi og Nobels Fredspris, og det må indrømmes, at sidstnævnte er betydeligt mindre værd (selv Kissinger modtog den som bekendt). Så Madame Curie er fortsat uovervindelig.

 

Fra d. 01.03.2026

Mobile Pay 34512

 

Videoerne af vores forfattere

 

 

For vores læsere på spansk

Aurora Boreal på spansk