Beskrivelse
Svømmerne fra Urubamba – roman – Lucas Ruiz
Svømmerne fra Urubamba – roman – Lucas Ruiz. Svømmerne fra Urubamba er en roman, der dykker ned i historien om Matias, en frustreret forfatter, far og ægtemand i krise, og hans mor, Isabel, der lider af Alzheimers og ligger for døden på et hospital.
Genforeningen af de to efter mange års adskillelse og opdagelsen af en gammel dagbog bringer Matias i kontakt med de glemte hemmeligheder fra hans ung dom og afslører for læserne historien om en tidlig og hemmelig kærligheds affære mellem en ung teenager og en moden kvinde.
Matias’ historie stiller læseren over for dilemmaet at se kærlighed som seksuelt misbrug eller som en historie om ægte hengivenhed, alt efter hvilke øjne man læser den med.
Svømmerne fra Urubamba – roman – Lucas Ruiz
Om Lucas Ruiz
Født i Spanien i 1965. Ruiz er lærer, for fatter og essayist. Han har skrevet novel lesamlingen El esquiador de fondo (2014), som er oversat til dansk med titlen Lang rendsskiløberen (Apuleius’ Æsel, 2017). Han har skrevet fem bøger til spansk undervisning for danskere, heraf tre sam men med Ditte Brandt Gadegaard. Ruiz har boet i Aarhus siden 1994.
Begynd at læse
Svømmerne fra Urubamba – roman – Lucas Ruiz
På det flade tag over stueetagen gik der nogle håndværkere og flyttede rundt på gamle maskiner af metal.
Aircondition, så det ud til.
De bevægede sig dovent, med en vis ligegyldighed, proppet ned i deres lyseblå kedeldragter med underleverandørens logo, og man kunne se på deres bevægelser at de følte sig behageligt til mode i deres spredte samtale på denne lune og klare eftermiddag.
Fra værelset der befandt sig på samme etage som de i receptionen lidt misvisende kaldte for første sal, iagttog Matias hvad der foregik, som om det var en del af en stumfilm, og hans blik flakkede, måske lidt forvirret, hen mod sengen hvor moderen lå, og så hen mod vinduet igen: Den mærkelige horisont med håndværkere og gammelt skrammel.
På den måde betragtede han to scener og følte sig lige fjern fra begge.
Han så på Isabel uden helt at forstå hvem hun var, denne person som han havde foran sig, og hvilke tanker og hemmeligheder hendes liv gemte på, så fjern, så fremmed hun var; denne hensygnende person som nu, helt umotiveret og nærmest fra det hinsides, antyder et fjernt og uvirkeligt smil.
Og som om han forsøgte at flygte eller unddrage sig eller forstå et puslespil hvor brikkerne ikke rigtigt passede sammen, betragtede han de lade håndværkere, som fortsat insisterende møvede rundt med de gamle airconditionapparater mens de fraværende småsnakkede, ukoncentrerede, lykkelige.
I baggrunden sås en klar himmel i en intens blå farve (sådan en blå farve som Matias måske forestiller sig at himlen havde i hans barndom) der syntes at gøre sygestuens triste halvmørke endnu mørkere på grund af kontrasten.
– Vil du ikke nok tilgive mig? spurgte Isabel med tynd stemme.
– Hvad skal jeg tilgive dig for?
– Det ved du godt.
Mobile Pay 34512
Aurora Boreal på spansk
Peter Holland – D.B.C. –
Det er en stærk, udfordrende og provokerende roman, der håndterer svære spørgsmål uden at give lette svar. Den udfordrer læseren moralsk til at se tingene fra flere sider, føle med personerne og overveje, hvordan fortid og minder former os. Den er velskrevet, tankevækkende og relevant, især hvad angår temaer som magtbalancer, grænser og ansvar. På grund af de mange skiftende synsvinkler i romanen, kan det til tider være Iidt svært at gennemskue, hvis øjne man oplever verden gennem-
Peter Holland – D.B.C
Karen Bauer (verificeret ejer) –
Jeg kan varmt anbefale den nye bog af Lucas Ruiz: Svømmerne fra Urubamba!
Det er en dybdegående, beskrivende og meget underholdende fortælling om manden Matias og livet med menneskene omkring ham.
Læserne fanges af de forskellige måder, livet opleves på, og de må gang på gang stille sig selv spørgsmålet om, hvad deres egen holdning er?
Man har svært ved at lægge den fra sig.
Læs den og drøft den med andre!
Klaus Byskov Pedersen –
Lucas Ruiz’ roman Svømmerne fra Urubamba er en af de bøger, man ikke kan lægge fra sig. Jeg slugte den på to dage.
Romanen følger Matias, en forfatter i personlig krise, der genforenes med sin døende mor Isabel på hospitalet. Hun lider af Alzheimers, men bærer stadig på hemmeligheder – og opdagelsen af en gammel dagbog river op i fortiden og afslører en forbudt kærlighedsaffære fra Matias’ ungdom.
Det er en rørende fortælling om tab, hukommelse og de bånd, der binder os til vores forældre, selv når de bliver fremmede for os. Ruiz skriver med en stille intensitet, der gør scenerene på hospitalet næsten filmiske – som i åbningen, hvor Matias iagttager håndværkere på taget gennem vinduet, mens hans mor hensygner i sengen bag ham. To verdener, lige fjerne.
Men bogen er også tankevækkende og moralsk udfordrende. Afsløringen af den hemmelige affære stiller læseren over for et ubehageligt dilemma: Er det en historie om ægte kærlighed eller om overgreb? Ruiz tvinger os til at tage stilling, uden at give nemme svar.
En vedkommende og velskrevet roman, der bliver ved med at arbejde i én længe efter sidste side.
Claus Jensen –
Mange læsere vil sikkert undre sig over, hvorfor bogen hedder ”Svømmerne fra Urubamba”, når svømmerne et pænt stykke inde i bogen endnu ikke er dukket op. Forklaringen på bogens titel kommer dog på et tidspunkt, og den er både elegant og morsom.
Handlingen har omdrejningspunkt i forfatter-hovedpersonens teenage-år og et erotiske forhold til moderens modne veninde, som i dagbogsform også får givet sin version af samværet med den unge digterspire.
Bogen kræver opmærksomhed af sin læser, når den springer mellem fortid og nutid og lader forskellige personer overtage fortællingen. ”Svømmerne fra Urubamba” er en historie fortalt i flere planer, og der er overraskende drejninger og vinkler i den velkomponerede roman, som giver stof til tanker om værdier, moral og andre store spørgsmål i tilværelsen.
Zara Pirumian –
Jeg læste bogen med en glæde, der blev siddende i mig længe efter den sidste side. Ikke fordi handlingen var spektakulær – det var den ikke – men fordi den efterlod en efterklang, der føltes dyb, næsten fysisk. Som en tone, der bliver hængende i rummet.
Jeg ved godt, hvad de spanske læsere siger: at skylden er katolsk, og at den sidder i kroppen som en arvet synd. Jeg ved også, hvordan protestantiske øjne kan læse det som et moralsk puslespil; en balancegang mellem ret og uret. Det er en mulig læsning, men det er ikke min.
Som musiker ved jeg, hvad en lille forskydning af en accent kan gøre. Et enkelt tryk et nyt sted, og hele billedet skifter mening. For mig er der ingen egentlig “moralsk knude” i denne roman. Skylden er ikke religiøs – den er eksistentiel og rå. Og den er uløseligt forbundet med vores livsdrift. Ikke bare til Gud, men kærlighed til sig selv; dén, man enten tør eller ikke tør tage på sig.
Mennesket kastes ind i verden – sådan er det bare. Og så må vi finde ud af at leve. Selv når spørgsmålet aldrig bliver stillet højt, ligger dissonansen der som en konstant uro. Jeg tror, den uro opstår, når vi svigter den kærlighed, der bor i os fra starten – den, der er implicit og svær at sætte ord på. Derfor er det her for mig først og fremmest en bog om kærlighed.
Arketyperne står skarpt i teksten, næsten som skygger, der bevæger sig i lyset. De to kvindelige poler og de markante mænd. Sara har mistet sit barn og dermed moderskabet i sig selv. Hun kaster sig ud i en nærhed uden rammer eller form. I det protestantiske rum søger alt mod form, grænser og fornuft. Den spænding holdes fast, stille og præcist, hele vejen igennem.
Det slår mig, hvor nutidigt det føles, at personerne næsten alle sammen er “gode”. De er ikke skurke; de er bare mennesker på jagt efter en tabt forbundethed – den nødvendighed, vi alle bærer på. Den er irrationel, ja, men den er der.
Særligt den næsten tavse hovedfigur rørte mig. Han virker fortabt og tøvende, som om han ikke tør røre ved sine egne følelser. Jeg sad og ventede: Vil han nogensinde give dem form? Og så sker det. Uden stort drama eller patos. Bare med en pludselig, næsten ydmyg præcision. Det var smukt.
Moderfiguren gik lige i hjertet. At Isabel vælger den unge kvinde og dermed slipper sin egen familie, er et fantastisk og paradoksalt valg. Her bliver forbindelsen mellem skyld og omsorg pludselig konkret. Hun beder om tilgivelse – ikke kun fra sin søn, men fra sig selv. For hvad? Det bliver ikke sagt. Men netop det usagte er afgørende. Skylden er ikke juridisk eller moralsk i klassisk forstand. Den er eksistentiel; en slags svigt over for livet selv.
Selv i den danske del af bogen, hvor fornuften tager over, er det stadig sjælelige bånd, der driver det hele: hengivenheden til familien, til helheden og til det liv, der kunne have været. Og det er igen – kærlighed.
Romanens største styrke er, at den aldrig skærer det ud i pap. Den rører ved det væsentligste gennem stilhed, valg og tab. Det er gjort med en tilbageholdenhed, der næsten gør ondt, og med en præcision, man kun kan have respekt for.