Beskrivelse

Tiden ved Stillehavet er en familieroman

Tiden ved Stillehavet er en familieroman skrevet med glæde, som en hyldest til glæden. En stor familie ledsager den gamle 91-årige mor til Colombias Stillehavskyst for at se hvaler.

Ignacio, som er læge og fortæller i denne smukke roman, er med på rejsen for at finde meningen med livet. Sammen med ham er hans mor, hans moster Antonia, hans kone, Ester, hans fire søskende, en sygeplejerske og hans nevøer. Nogle er spøgelsesagtige tilstedeværelser i hukommelsen, andre er der for at afsløre den dybere grund til, at de samles på det gådefulde sted, hvor havet, stranden, himlen og regnen går i ét med junglen.

Tiden ved Stillehavet er en familieroman

Tiden ved Stillehavet er en tumultarisk familieroman, hvori man mærker den store litteraturs mimetiske kraft; den, der gennem sine personer og sit sprog minder os om, at liv og død er to sider af samme sag. Ligesom der ikke kunne være noget hav uden en kyst, kan der heller ikke være nogen begyndelse uden en afslutning.

 

 

Roman

Tomás González

Colombia (f. 1950). Forfatter, der begyndte med at skrive poesi. Han har studeret filosofi ved Universidad Nacional de Colombia, og i 1983 udgav han sin første roman. Efter 19 år i USA vendte han tilbage til Colombia i 2002. Han har udgivet elleve romaner, fire novellesamlinger og en digtsamling. Tomás González er uden tvivl en af de vigtigste skikkelser i nutidens colombianske litteratur. Det vanskelige lys var den første af hans romaner, der udkom i dansk oversættelse, og nu følges den op af Abraham blandt banditter og Tiden ved Stillehavet.

 

 

Begynde at læse bogen

 

Min mor var enoghalvfems år.

En af sine søvnløse nætter forspiste hun sig i søde sager og måtte ind­lægges, totalt dehydreret af diarré. Medellín Hospital.

Jeg så den tomme emballage.

Det, hun havde formået at sætte til livs, ville have givet Muhammad Ali alvorlige maveproblemer.

Ud over fyldte kiks, chokolader, kokoskager og tamarindkugler havde hun indtaget adskillige pakker med nogle fosforescerende, orangefarvede rør, der var salte, rynkede og skum­mende og efter mit bedste skøn ikke egnede sig til menneskeføde.

Med dem rensede hun ganen, før hun igen tog fat på det søde.

Muhammad Ali så jeg en eftermiddag i slutningen af min studietid i New Orleans for flere årtier siden.

Han stod på Canal Street og skrev autografer. I dokumentarer om ham bemærker man, hvor let og adræt han er, og opfatter ikke dette bjerg af en mand.

Et både fysisk og åndeligt bjerg.

Personerne, der var stimlet sammen om ham, lignede dværge, og han var meget venlig over for alle.

Muhammad Ali i lilleputternes land.

Moster Antonia viste os bekymret den trækasse, hvor min mor opbevarede sine lækkerier, en rigtig skatkiste, som hun selv havde dekoreret med billeder af de hvide blomster, der hedder engletrompeter.

 

 

 

 

 

 

Mobile Pay 34512

 

 

 

 

 

For vores læsere på spansk

Aurora Boreal på spansk