1. marts 1819

Hvad ville der ske, hvis vi samlede Kærligheden, Kulturen og Magten i samme stue? Jeg tror, Kære Dagbog, at det hele startede, fordi jeg en dag stillede netop dette i virkeligheden så frivole og banale spørgsmål.

Magten: Aldrig har en mand været spærret inde i et fængsel, der var mere sikkert, fjernt beliggende og uindtageligt, end Napoleon Bonaparte.

Vi ved alle, hvad der skete med ham: at verden, træt af hans uendelige ambitioner og grænseløse ødelæggelser, besluttede at behandle ham som det, han er, en Ondskabens ånd.

Og den lampe, de opfandt til at holde ham indespærret i, hedder Sankt Helena.

Kærligheden: I hele mit liv er der kun én side af mennesket, der har interesseret mig, nemlig sjælens mystiske udstråling, der får alle os mennesker til at føle os tiltrukket af andre.

Jeg elsker kærligheden, tilbeder og forguder kærligheden, og jeg er stolt af, at min liste over elskere er længere end en romersk landevej. Den seneste og foretrukne af dem alle: François-René de Chateaubriand.

Hvem elsker jeg højest? Kærligheden eller René? Det ved jeg ikke engang selv. Jeg ved bare, at jeg ønsker at afprøve grænserne for den store dyd, som jeg har viet mit liv til: den menneskelige Kærlighed.

Kulturen: Til så dristigt et forehavende har jeg brug for meddelagtige, der hæver det op og får det til at lykkes.

Og en urokkelig meddelagtighed i ordets bredeste forstand er det, der forbinder mig til Chateaubriand, vores århundredes (og sand­synligvis en del flere århundreders) store forfatter.

Når jeg tænker over det, er vores forening nærmest uundgåelig. Vi er født samme år, vi er begge følsomme sjæle og kunstelskere, og vi er begge af adelig fransk herkomst.

Revolutionen, Rædselsherredømmet, Konsulatet, Direktoriet, Imperiet og i det hele taget alle vores tids regimer og rædsler decimerede i en sådan grad vores rækker, at vi var så få franske adelsfolk tilbage, at det stort set var uundgåeligt, at vi løb ind i hinanden.

Hvad kan man sige om Chateaubriand, som ikke allerede er offentligt kendt? Han er vor tids skarpeste og mest anerkendte pen.

Den mest kunstneriske og den mest militante. Den ypperste, mest didaktiske og underholdende.

Hans stil er uforlignelig. Han udviser fornuft og god fornuft, smag og god smag, tone og god tone. Hvad mere kan man forlange af en forfatter?

Nå ja: at han kæmper, at han rejser, at han vejleder, og at han revser. Han har gjort det hele og mere til og til overmål. Han har gjort sig udødelig i levende live.

Jeg kan godt lide at gå i seng med udødeligheden. Jeg elsker ham. Hvad jeg ikke er så sikker på, er, at hans kærlighed til mig er af samme kaliber.

Så i dag, Kære Dagbog, da den sammenkomst, som jeg arrangerer hver fjortende dag på mit slot, var overstået, og gæsterne var gået, konfronterede jeg René og sagde:

– Kære, du, som reflekterer over så mange ting og gør det før og bedre end resten af menneskeheden, har sikkert observeret et aspekt af livet, som kunsten gengiver som et spejl: at de store elskende, såvel i historien som i litteraturen, sætter deres kærlighed på prøve og overvinder to store forhindringer: en stor afstand og en stor modstander.

– Netop, det er en observation, der er lige så skarp, som den er korrekt, bekræftede han.

– Marcus Antonius, for eksempel, drager til Egypten og må konfrontere den så mægtige Augustus.

Og Romeo og Julie, der er i stand til at udfordre deres familier, de mest magtfulde i Verona.

Faktisk tilbagelægger Romeo endda en større afstand end Marcus An­tonius, for han bliver forvist fra byen, og hvis han vender tilbage, må han overtræde loven.

Det er ham, der tilbagelægger den mest afgørende afstand: den hellige forskrifts grænse.

– Glem nu ikke dronningen af Saba, som for at møde Salomon drager gennem det golde arabiske landskab, der skiller Put fra Israel, og som udsættes for farisæernes magt.

– Eller Henrik VIII, tilføjede Chateaubriand, – som af kærlighed til Anne Boleyn sætter sig op mod Rom, paven og hele kristenheden.

Og hvilken rejse! Den går fra enhed til skisma, fra rettroenhed til vantro. Fra frelse til helvede.

Så løftede han sit glas og ændrede tonefald:

– Og hjælp mig nu, du gode Gud, sukkede han, – for vi har netop afholdt to timers litterær debat med venner og gæster, og du har ikke bragt dette spørgsmål op før nu, hvor alle er gået, og ingen hører os. Deraf kan jeg slutte, at du nu vil afkræve mig en eller anden romantisk præstation.